Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - IV. Generalstaben - IV. På trappen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
144 DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN
Men de lykkeligste blev igjæn deroppe; det var fru Rendalen
og Karl Vangen. Hvor fru Rendalen rugget i vej med brillerne
på skakke — noget hun i den senere tid hadde lagt sig til — små-
nynnende med en umusikalsk røst, var det som at møte et høj-
lass om høsten; det duftet friskt imot en langt borte fra, og man
gik gjærne til side for en så mægtig, nyttig, tætpakket gjænstand.
Karl Vangen levde med munnen op ad ørerne; han fik ikke mere
tid til at dra sit smil in igjæn. Han strålte, bare nogen så op mot
skolen, og kunde i det uændelige la sig fortælle eller fortælle
igjæn skolens småbegivenheder; de var alle mærkelige eller mor-
somme.
Bare Tomas var ikke rigtig med. Men det var nu overhode
ikke „hygge“ med Tomas, når man dermed forstod fortrolig om-
gang, jævnt godt humør. Enten brukte han den lange Karl Vangen
til at stå bukk for sig ute i havegangene, ja i stuen med — når
han vilde hoppe over ham, som den ene gut over den andre; —
eller han drev op og ned, ned og op, helst fløjtende, med hæn-
derne i lommen, til en blev ør av at se på. Eller han spilte
piano i timevis. Eller han arbejdet på og for skolen uten hvile;
eller han læste i en ny bok og ænste ingensomhelst forstyrrelse;
eller han gik ændeløse turer; eller han forelæste og moret sig
sammen med pikerne som en kammerat; — eller han tålte ikke
at se dem, skolen eller nogen dertil hørende. Moren måtte så ta
litteraturtimen for ham, miss Hall kemien og fysikken, Nora
sangen; han vilde ikke, han kunde ikke. Så kom han igjæn,
gladere, friskere æn nogensinne, gjorde arbejde for to. Moren
skrev det på regning av alle de år han hadde levd uten regel-
mæssig sysselsættelse.
Hadde de selskap, kom han slet ikke; eller han kom og tok
alle med; eller han kom og sat stum. Stod og talte med en, sa:
„Ja; ganske visst! Fullkommen rigtigt!“—gik og kom ikke igjæn.
Nu; — man så på det under synsvinklen: det geniale; det var
noget genialt ved Tomas Rendalen.
Før han drog til Amerika, hadde han „opdaget“ en lærerinne i
historie; han hadde det stærkt med at „opdage“. Hun het Karen
Lote, og underviste i håndarbejde, skrivning og tegning. Rendalen
hadde lagt mærke til hennes kjænskap til de forskjellige stilarter,
og kom under fund med at den unge pike gjæmte en ikke liten
kunsthistorisk viden. „Utvid den til kulturhistorisk!“ — Han blev
ikke træt av at gi dette råd. Her hjæmme er den kulturhistoriske
viden mer æn tarvelig, og alene denne historie har noget værd
på en skole. Han begynte allerede nu den store samling av
historiske tegninger som skolen har, og derigjænnem tok han
hennes interesse fangen. Han underholdt den ved fra rejsen at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
