Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - IV. Generalstaben - IV. På trappen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
150 DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN
— nok synet, tiltaket, ærgjærrigheden; men —. Krigens gaver,
om man vil; ikke fredens.
Som han gik hin kvæll efter foredraget, syk om hjærtet, angst,
å, så angst, fordi hans årlange sikkerhed var blet skiplet — Karl
hadde travet ved siden som en lang, højbent hund med gode øjne,
taus ... således gik han nu igjæn, bare at det var vinter, og at
han var alene; han skammet sig for at ha nogen med. Den anelse
av utryggt som da hadde rystet ham for første gang — nu var den
visshed. Han kunde ikke komme videre. Herregud, han kunde
ikke. Han var sygdommen i skolen.
Sneen lå i flaker bortover; på akrene var den nemlig smæltet;
i månelyset så det spøgelsesagtig ut. I skogen, in under furuerne,
lå sneen fast, også tildels på vejene; men her var vejbanen frosset
til med dype hjulspor, med skarpe småsten, med fast hæsteavfall;
hvor det var bart eller halvbart, var det et besvær at gå. Han
kom tilbake igjæn så træt på sjæl og legeme, at han mintes ikke
at ha været trættere. Forbi den nye kirkegård, hvor hans far og
farfar lå, og hvor sjøen drog op til på den andre siden av vejen,
bølgeskyllende og sort, kjænte han noget som kunde føre ham
ditop eller dit-utover; eller begge deler — det lot sig forene.
Klokken var blet tolv; likesom hin nat efter foredraget vilde
han ikke hjæm, før han var sikker på at moren hadde opgit at
vænte på ham; under vanlige omstændigheder la hun sig mellem
ni og ti. Men da han strævde op gjænnem alléen, så han snart
lys i stuen, og litt længer op også lys i Karis rum. Hadde han
ikke været så jammerlig træt, var han vændt om. Nu fik det
stå til.
Moren møtte ham i gangen med lys. „Gud, Tomas, som du
har skræmt mig!“ hvisket hun.
Hvad tænkte hun med det? Han så på henne; stakkar, minst
ti år ældre så hun ut; så forgrått, så oprevet, så kummerlig over-
git. Hun begynte: „Tomas, lad os dog —.“ —„Nej, mor,“ — han
avværget med hånden; — Jeg er så altfor — å, så altfor træt.“ —
Han gik langsomt over hennes stue til den indre gang, uten god-
nat, uten at se sig om; hun hørte hans skridt i gangen, at han
åpnet døren til sit rum, at han lukket til og ... drejde nøklen om
innenfra! Den minte altid, denne forfærdelige lyd. — Og hvorfor
gjorde han det? Det var jo som han låste av mellem dem.
Mens han tændte lys, hørte han Karl ta i døren fra sit rum til
hans. Tomas lot lyset stå, og gik frem foran forhænget og så Karis
bleke, bekymrede ansigt stirre in fra døren. Hvorfor hadde han
og hans mor sat sig i hvær sit rum? Naturligvis for at hans mor
skulde få tale alene med sin søn, når han ændelig engang kom,
hadde Karl trukket sig tilbake i sit. Han kunde kaste sig om
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
