Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - V. Jaget - II. I dueslaget
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN 165
agtig i vejret, at det snart ikke blev muligt at se skråningens her-
lighed, uten hvor ungtrærne tillot det; ja ænnu værre, disse trær
drog bier til fra kuberne til højre, og disse bier var ænnu næs-
visere; ti de summet in av de åpne ruter, og skræmte pikerne,
når de vilde se ut mellem træ-gløttene;.....en middag i gymna-
stikken, nætop som alle havens mindre arbejdere, de som bruker
spader, hakker og grev av ben og ikke av stål, og begynner ar-
bejdet hvær dag i solrænningen for at slutte tidligdags, og stræver
uten fast kontrakt, men også uten tilsyn og opsigelse hele som-
meren og høsten igjænnem, og på fru Rendalens kost med både
kone og barn, godvenner med alle uten med katten;.....en
middag i gymnastikken, nætop som alle disse mindre arbejdere,
å, hundre av dem, fløj sammen fra alle kanter og løftet sig for at
slå ned igjæn og gjæmme sig i buskene til alle sider — pikerne
stod og så det i største forundring —.....da bøjde sig skogens
trær, de til venstre for haven bøjde sig dypt, mens sandmuld og
frø føk op til et mørkt anfall på haven; en bråsint „landvind“
var fallt over åsen og pisket uten ringeste varsku fra venstre mot
højre; — den nådde ikke før haven, så var trærnes blomster ikke
længer trærnes, men luftens; hvært eneste blad i hvær eneste
moden knop løftet og strødd utover — lettere, livligere båret av-
sted æn snestjærnerne kan tumles; ti disse attrår jorden. Milli-
oners millioner blomstervinger, et dryss, et tindrende vejr av bare
sommerfuglehvitt, gjænnem hvis åpninger et og annet grønt såes
som øer i et skyhav, som fatamorgana-holmer.
Pikerne jublet, skrek, klappet, alle styrtet til, alle ropte, mens
underet drog lysende henover haven. Den mørke forfølger fra
skogen kom in i haven, satte efter i samme linje; snart var den
hvor blomsterglitteret var før; dens linje var smalere, men dens
løp kvassere, iltrere.
Pikerne stormet mot den store dør, som stod halvåpen; de
vilde følge den lyse vandreskare, flygtningerne fra frugttrærne.
De glæmte de var i gymnastikdragt; her bak husene gjorde det
jo heller ingenting; — de skrek, de hoppet — da døren blev
skjøvet helt op utenfra; på trappen stod en ung mann i hvite
benklær, marineofficers frak og do. hue. Han lo, og han hilste.
Han hilste, og han lo. Det var Niels Fürst.
Bak ham, nede på gården, stod Kaja Grøndal under en lys hat
og violet parasol. Hun så pragtfull ut. Også hun lo.
„Er ikke Elisa her?“ spurte han. Ingen i begge øverste klasser
het Elisa; ingen kjænte nogen Elisa på skolen.
„Nej, ikke Elisa,“ sa han; „Olava?“
Heller ingen Olava i begge øverste klasser. Olava? Ingen kjænte
nogen Olava på hele skolen. Han brydde sig pokker om at alle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
