Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - V. Jaget - II. I dueslaget
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
166 DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN
forstod det var skøj. Han så på dem i deres gymnastikdragt —
fra den ene til den andre —. Begge hænder hadde han fulle av
blomster; han måtte lægge dem han bar i højre på brystet og
trykke til med venstre arm, når han vilde hilse. Også fru Grøn-
dal bar blomster. De hadde åbenbart nætop kjøpt, og så hadde
han med det samme hørt at nu gymnastiserte begge øverste
klasser, og det vilde han se.
„Unskyll,“ sa han; „kanske var det Petra hun het? — Eller
kanske var det slet ikke her hun var?“
Han løftet huen, alle de lyse krøller i hans hår syntes også at
le, og alle pikerne lo, så det skrattet i gymnastikvæggene. Han
hoppet ned, fru Grøndal vændte sig og gik med ham; som de
drejde om hjørnet på fløjen, nikket han tilbake.
Pikernes latter rullet og rullet i den høje hall. En egen ophis-
selse var over de fleste av dem; de løp om hværandre, henkastet
spørsmål uten at vænte på svar; hvor tre stod i gruppe, måtte
flere hen; lo nogen mer æn andre, stormet alle dit.
To kom i trætte, og trætten steg. Et par derhen, så flere, så
alle. Også trætten gallt den store duetyv i døren.
Tinka var en av de to som trættet; hun var bare oprørt av
hans uforskammethed; hun så sig om efter parti. Da fik hun øje
på Tora, der hadde sat sig på en bænk ved døren, og var likblek.
Miss Hall stelte nætop med henne.
Tinka sprang henover, og ænnu langt borte spurte hun: „Hvad
er det? Hvad er hændt?“
— Tora hadde ståt og gymnastiseret for sig selv; hun var nem-
lig blet en lidenskabelig gymnastiker og forfulgte et eget system. Som
hun best øvde, fik hun gjænnem den halvåpne dør øje på et par
småfugl der flaggret frem og tilbake over en busk. Var der nogen
under busken? Hadde de rede der? Var det bare lek?
Så ser hun Kaja Grøndals lyse kjole dække busken; en stor
buket og parasol i fuglenes sted; en ung mann i marineofficers
uniform med hænderne fulle av blomster? Hun kjænte ham ikke.
Nu fik Kaja øje på henne, og enten Tora inbildte sig det, eller
Kaja virkelig sa: „der er hun!“ — marineofficeren så nu på Tora.
Siden holdt han øjnene ufravændt hæftet i hennes; disse øjne lo
og stak. Kaja Grøndal vilde holde ham tilbake, og sakket agterut;
men han gik bestandig frem, stanste ikke engang ved trappen,
men gik op på den og videre, uten at hans øjne et eneste blink
slap hennes. Hun kunde ikke røre sig. Den store støj ved vin-
duet, kastebygen, som løftet fru Grøndals slør og truet med at
krænge hennes parasol, bøjningen av buskene, susningen i trærne
... hun så det, hun hørte det, men fjærnt. Hun kunde ikke rigtig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
