Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - V. Jaget - III. Skilt fra de andre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN 169
herfra. Der bodde nemlig Wingårds, og der skulde være ung-
domslag idag. Hvem skulde hun møte der? Det stod hun og
tænkte på. Fruen var født Fürst; vilde Niels Fürst være der?
Det stod hun og tænkte på..... Han var på roflotillen utenfor
i seilleden.
Hvorfor skulde han ikke komme? Det var jo søndag. Hvor-
for skulde han ikke ta flere av officererne med sig.
Hvis Tora hadde visst dette, før hun kom på dampskibet igår,
hadde hun så tat med? Derom spurte hun sig selv idag. Hun
hadde, straks hun hørte det, hat en hævende fornemmelse; hun
fik den undertiden igjæn idag også; men det ubehagelige var gåt
over — besynderlig nok, tænkte hun. Ønsket hun virkelig at møte
ham? Hun ønsket ikke at røres av ham; nej, nej! Heller ikke
sees på som sist. Men at se ham? Også at sees av ham — når
det kunde ske tilfældig ...? Jo, hun hadde lyst til det; hun hadde
megen lyst til det.
Når hun på altanen gik helt mot trappen som førte op fra
venstre, kunde hun se in i stuen; hun kunde også se i et spejl,
om døren til kammerset derinne hvori fru Grøndal sov, var åpen.
Nej; den var fremdeles lukket. Så gik hun tilbake igjæn hvor
hun stod før.
Ænnu kunde hun følge dampskibet, d. v. s. en bevægelig mørk
tåke oppi den almindelige; den drog sig fremover og utover. Al-
tanens rækværk var vått; hun tørret sine hænder, glæmte det, og
la dem atter på. Den hvite kjole kunde hun ha sparet sig; dette
var fint regn. Fuglene likte sig i den våte luft; de sang rundt om
henne. Også blomster, trær og græs likte sig; hun stod og mærket
sig de forskjellige strømninger av duft.
En av disse førte hennes tanker langt, langt derfra til et land-
hus ved Havre, ved havet. Blå skarp luft, sejlere, dampere, en
lang sandstripe, det dovne bølgesug inover den. Like ved sjøen
et landhus, plumpt og grått; der bodde de; den smale port mot
haven var åpen; hun stod i haven på en stenbænk i kort kjole
og bararmet; hun så sig i de lange stripete strømper, som hun
beundret, første gang hun fik dem på. Hun kikket over gjærdet,
og imens kom støtvis den duft hun atter støtvis fornam her.
Det var henimot kvællen; onkelen skulde komme fra byen.
Stien gjænnem den mørke apallhave var sandstrødd; hørte hun
hans skridt.....
Til venstre i det fine regn her ser hun en uhyre paraply, og
under den et par hvite benklær. Paraplyen løftes ikke såvidt at
hun kunde se hvem det er som kommer; selv nu, da lågen til
haven skal åpnes, løftes den ikke; den glir bare dypere frem-
over; — men hun vet nu at hine skridt i sanden ikke kom mot
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
