Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - V. Jaget - III. Skilt fra de andre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
170 DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN
landhuset ved Havre, men hit. Det var ikke hennes onkel,
men ... ?
Paraplyen løftes; dens bærer står innenfor i haven. En mørk
frak, en stråhat og et meget forundret ansigt sees. Hun kjænner
noget av den beklæmmelse som hun trodde hun var blet fri.
Men i det samme han så på henne, gik det over — akkurat mot-
sat sist. Han hadde åbenbart ikke væntet at se en mørk dame
på altanen; kanske slet ingen så tidligdags. Men det var ham på
ingen måte ukjært; han smilte og hilste; der var idag intet i øjnene
som stak. Han stanste ved trappen.
Paraplyen hvilte på højre aksel, mens han la venstre arm op-
over rækværket og lænet sig til det. En veldannet hånd, den der
med signetringen. Han var slank og smidig; hans hode utmærket
sig ved tre ting: et nervøst, sanseligt munnparti, som idelig var i
rørelse, idet læberne som ved trækbånd droges frem og tilbake,
sammen og ut; læberne selv var korte og fyldige; et par store
øjne, skalkagtige, lattermilde; men når han la hodet litt bakover,
og lukket dem halvt, stak de; et ganske og aldeles krøllet hår,
lyst i det gule; rødlige, lange whiskers.
Som han lænet sig over rækværket, var der hvile over ham,
full av nydelse og likegladhed. Men ingen burde stole på den, og
det kom en heller ikke let til. For der var noget i hodet, kroppen,
hånden bak det lattermilde, dovne, myke — noget som minte om
kat. Tora både så det, følte det; men idag mere med nyssgjær-
righed æn frygt.
„Rigtig uvæntet at træffe Dem her. Har De været her
længe?“
Jeg kom hit igåraftes med fru Grøndal; hun var i byen.“
„Var hun det?“ —
Og nu gled disse to in i en passiar om farten herut, vejret,
stedet, uten at være forestilt for hværandre — en passiar med intet
annet øjemed æn at få påskudd til at se på hværandre. Hvær an-
førsel var på en halv, en hel sætning, stundom to, uten farve,
uten beregning, bare såvidt at det sist sagte ikke blev det siste.
Han stod dernede og studerte henne med voksende behag —
dette hodes form og ansigtsdeler, disses forhold og uttryk. Øjnene
rigtig glimret under de tætte, lange øjenhår; hvad var dette for
en farve? De så ut som sorte; men...? Og bysten, figuren!
Hals, bryst, armer, hudfarve, dypt mørke hår, hennes dragt ...
han flyttet sig selv helt tilside; han bare tok mot henne.
Hvor længe dette varte, visste vel ingen av dem; det var længe.
Han vilde ikke forstyrre sig selv, og hun vilde ikke forstyrre ham.
Hun så sig i et levende spejl; men uskyldig var fornøjelsen ikke;
for efterhånden blev hun ør ved det.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
