Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - V. Jaget - III. Skilt fra de andre - IV. Jaget
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
174 DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN
Han flyttet litt efter, og hun blev sittende. Han snakket let og
spøkende og gjorde aldrig stans i det. Hun kunde ændog en
enkelt gang vænde sig halvt om og se på hans skøjerfjæs; og da
lo hun i samfund med ham. Morsom var han.
Like ved et av de mange stoppested var et rødt hus, og der
en del ungdom samlet omkring nogen gymnastikapparater. En
ung mann og en ung kvinne holdt hvær sit taug i et rundløp;
han satte avsted efter henne av alle livsens kræfter, nogen skridt
på jorden, et langt i luften, så atter nogen skridt, så atter et
svingende luftsprang. Skulde han nå henne? Aldrig! Hun var
den letteste, smidigste; hun hadde utvilsomt de stærkeste ben;
hun sprang trip, trip, trip, trip, så benene næppe kunde skilles,
og som hun fløj svingende i luften! Håret, kjolen strømte efter
henne som på en iris.
Både Fürst og Tora fulgte spænt, men taust dette jag. — Tora
kjænte ham med én gang i ryggen som ild; han var glidd nær-
mere. Og med et brått omkast rejste hun sig og gik in i hytten
og satte sig blant de andre.
Han stod på landgangen, da hun på tangen skulde stige ut;
han vilde gi henne hånden; men hun undrog sig. Han vilde
bære hennes æske; men hun løp. Selv gik han ombord igjæn,
for at stige av inne i havnen.
IV JAGET
Hun kom hjæm omtrent samtidig med sin far, som hadde været
ute på en sejltur med kammerater. Han blev stødd i land; og
hans mottagelse var varm. Barnene flygtet, Tora stængte sig inne
på kvisten, turde ikke engang gå ned og spise til kvælls, skjønt
hun var sulten. Hun måtte siden åpne for sine søsken; med dem
kom hun i trætte; de hadde gåt i hennes fineste sko og næsten
ødelagt dem. Det ændte med at en av dem kylte skoene i henne;
så kom de op i slagsmål. Så klage, så den rasende mor ditop
også. Tora gråt, til hun sovnet, ganske som et barn. Dagen efter
prøvde hun at hjælpe moren i huset; men heller ikke det gik
uten hårde ord og spydigheder, som at slike fine, fornemme
frøkener bare var i vejen. Hun satte dog sin vilje igjænnem, nem-
lig at bli til hjælp for moren, især med at gjøre tøj i stand. Av
sin lille livrente la hun til hvad hun kunde, så forholdet blev
nokså godt. Men så syntes også Tora at hun hadde ret til at
være litt for sig selv. En stund før kvællsmaten lot hun sig
fragte over til det andre land, og gik enten op i skogen over
Godset eller ut i „lundene“; hjæmme var ikke fred. Hvorhen
hun skulde, til skogen eller til lundene, så lot hun sig sætte i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
