Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - V. Jaget - III. Skilt fra de andre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN 173
Tross tåken var kvællen vakker; mildt var det, og det regnet
ikke mere. Øerne de for mellem, lå så klare der; deres mange-
farvede bærg, de grønne græspletter, haver med hus — her bodde
nogen på næsten hvær én — såes med overordentlig tydelighed;
likeså menneskene, som sat og stod utenfor og så på dampskibet
der strøk forbi. Hun kunde ønske at bo slik; hun drømte at
hun gjorde det; hun sat og inrettet huset efter sin smag, denne
gang i stor tarvelighed. Det var så velgjørende ovenpå det hun
kom fra.
Og så begynte denne uhygge igjæn! Noget av et tryk; den
gamle utrygghed ...
Naturligvis en minnelse, tænkte hun og pustet ut. Men hun
måtte vænde sig og se dit tilbake.
Der stod han. Fire-fem skridt fra henne stod han på dækket.
Han hilste og smilte.
Dødsblek, sprutrød vændte hun sig i stor harm.......
„Nej, De må da ikke være vred på mig?—Jeg vil hellere gå
med Dem tilbake til byen æn danse her til kl. 5 imorgen tidlig.
Er det så rart?—Jeg er da ikke foragtelig for det? Hvad—“
Nu satte han sig bak henne. Hun kjænte det, og flyttet et
stykke fra ham.
„Men hvorfor gjør De det der? Naturligvis er det bare for at
få tale med Dem at jeg går med; det kan De da skjønne!“
Noget av både frygt og skam kom over henne; hun var alene
nu, skilt fra de andre; hun kunde ha ropt deres navn. Hvær
gang Tora følte hvor forlatt hun var, begynte hun at gråte.
Det så han, og med en helt annen røst sa han: „Kjære frøken,
De må da ikke misforstå mig! Jeg vil slet ikke plage Dem; alt
annet æn det! Jeg vilde gjærne få tale med Dem; det er sant.
Kan jeg ikke få lov til det? Hvorfor kan jeg ikke det?“ —
Hun svarte ikke; men hun gråt heller ikke. Han gled over i
likegyldige ting, og fik henne rolig, beklaget så at de ikke hadde
kjænt hværandre før. „Første gangen jeg så Dem, sa jeg mig selv:
.....ja, det kan være det samme hvad jeg sa mig selv. Men
jeg hadde et lite ønske om at se Dem én gang til. Det fik jeg
da uvæntet opfyllt idag. Men tale sammen fik vi ikke. De var
virkelig så besynderlig. Hvorfor var De det? — Ja, kanske var
De ikke besynderlig? F. e. hvorfor vilde De rejse? —Jeg måtte
jo tænke at deri hadde jeg skyll; De vilde jo ikke rejse før jeg
kom? Hvad ...? Nu ja, så har De gjort mig nyssgjærrig, kan
De vite. Skulde jeg ændelig kunne jage Dem, så måtte jeg da få
høre hvormed jeg skræmte Dem? Var det med den store para-
plyen? Ja, nu ler De. Men hvorfor vilde De også partout rejse,
frøken? Sig mig det! —“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
