Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - V. Jaget - IV. Jaget
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN 177
vilde det sprænge kjolen. Her hvor ingen kunde se ham, sprang,
entret han, hoppet han; der fantes ingen hindring for den bene
linje frem.
Hun væntet til han var av synsvidde, satte så avsted op gjæn-
nem skogen den motsatte kant av hans; hun stanste ikke før hun
var højt over Godset på en sten under en enslig furu med løv-
trær om. Og mens hun med flammende ånde og blik så sig om-
kring, og fant vidunderligt hvad hun i et lynblink så under sig,
stod han for hennes indre øje som han var da han hastet forbi
stenen. Han var fæl! Den mann kunde gjøre hvad det skulde
være.
Og aldrig blev hun mere kvit ham. Overalt og altid ham, som
var der intet annet til. Eller rettere, hvær stund på dagen flygtet
hun ifra ham; men han stod der påny.
Hennes søsken berettet henne at han rodde der og så in; at
han gik forbi og så in; at han talte med dem og bad dem hilse.
Det satte dem i fyr og flamme, de var kry av det; ordet om at
Tora var den „smællvakkreste“, hadde nådd også dem.
Men Toras forskrækkelse vokste; hun var eftersat; han avlot
ikke mere, hun kjænte det.
Hvor skulde hun hen? Ingen av Rendalens var længer hjæmme.
Hun fik komme dit efter ferierne; men derhen var næsten tre uker.
Til nogen annen kunde hun ikke tale; det var også slik skam.
Hun tænkte litt på skomaker Hansens; men fru Hansen var
stræng; hun vilde næppe forstå det. Sin mor tænkte hun ikke
engang på.
Men det hele var jo noget som foregik inneni henne selv;
hun behøvde ikke at være i noget menneskes vold, når hun ikke
selv vilde.
Nej, men når hun nu ikke engang kunde få ham ut av sine
tanker?
Lørdagskvæll hadde hun kastet sig på sin seng så træt som
hadde hun dagen igjænnem forrettet det strængeste legemlige ar-
bejde. Hun lå der og så op i rærne på et skib de halte forbi.
Hun fulgte folderne i de løst underslagne sejl, som svajet i vinden.
Det var så nær som kunde hun røre ved det. Utenfor var stærk
sjøgang. Fra havet, stormen, båregangen derute til havnen her.
— Hun vilde også søke havn!
Det var lørdagskvæll; imorgen måtte hun i kirke. Karl Vangens
ansigt smilte over henne, i det samme hun tænkte det; og hun
hadde det straks godt, før bun sovnet. Hadde han været en
pike — hun vilde ha gåt til ham, nætop til ham med det som
nu forfulgte henne.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
