Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - VI. Hvad troskap vil sige - II. En ulykkelig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
190 DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN
fra laboratoriet; man var blet nyssgjærrig; likeså den fra skole-
stuerne, som efterhånden åpnedes.
Bare Nora, blek som et lik, fant det rigtigst at bli. Men da
hennes stakkars veninne begynte at gi livstegn, grepes hun av en
forfærdelig anelse. Hun sprang hen og stængte dørene til de to
ganger. Næppe var det gjort, så hørte hun Tora rope: „Ja, ja,
dette er hændt mig! Ja, ja!“ Og så fortvilelsens gråt. Den gjæn-
lød over gangene.
Om nogen utenfor hørte det? Nora avsted over den indre gang,
møtende strømmen; hun visste ikke klart hvad hun vilde for at
hindre at de kom nær dørene. Hun forstod ikke rigtig hvorledes
hun trængte gjænnem mængden av voksne og barn, hvorledes hun
fik stemme og mot til at rope at de skulde ikke gå længer, de
skulde komme in igjæn.
Hun gik op på katedret, tok en lineal og slog av al sin magt
til lyd; de strømte også in fra begge kanter. Så slog hun igjæn,
og det blev stillt. Hun sa:
„Tora Holm har ligget i nervefeber. Luften herinne blev for
kvalm, og det som blev sagt, gjorde henne rædd. Og — og — og.
Ja, nu skal miss Hall komme.“
Hun sa det siste, fordi hun ikke visste noget annet at sige;
hun styrtet avsted for ikke at briste i gråt allerede herinne.
Men miss Hall kunde ikke komme, og ænden på det blev at
fru Rendalen måtte derin og op på katedret:
„De får unskylle; miss Hall må være hos den syke. Jeg må
for en del ta skyllen for det som er hændt, på mig. Frøken
Holm, så syk hun var, burde ikke fåt sitte her i denne trængsel.
Heller ikke var jeg tidlig nok opmærksom på henne; æmnet op-
tok mig ganske. Det er også på tide, at alle vi som har med
opdragelsen at bestille, engang gripes av dette.“
Hennes røst dirret, hun var hvit som sin kappe; hun gik uten
at ænse dem som vilde tale med henne.
Men inne i fru Rendalens soverum stod Nora og trykte sig op
til Tinka og skalv og gråt. Tinka var fortapt. En gløttet in fra
døren i gangen. Da ingen forbød det, kom hun stille in; hun så
på dem med store forskende øjne; det var Anna Rogne.
„Hvad er det?“ hvisket hun. Nora løftet sit ansigt, begge
stirret på henne. Anna hadde fra i sommer bevaret nogen yttrin-
ger av Tora; på disse bygde hun nu og hvisket: „Jeg aner det
værste!“ Hun foldet sine hænder; tårerne sprang frem. Nora
la sit hode ned igjæn på Tinkas skulder og storgråt.
Samtidig hørte de Tora derinne i dagligstuen. De kunde ikke
skjelne ordene; de kom støtvis; jagende av fortvilelse, våte, ville.
Så blev det ganske stillt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
