Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - VI. Hvad troskap vil sige - II. En ulykkelig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN 191
Stillheden var næsten værre. Også herinne blev dødelig stillt.
Tilsist var det ikke til at holde ut. Hvad betydde det? De vækslet
øjekast og vilde nætop bryte in, da de hørte tunge, hurtige skridt
over gulvet, døren reves op, og fru Rendalen kom drivende in
og forbi dem med hænderne over sig. Hvad er det? I Jesu navn,
hvad er det? De gik in. Tora lå nu på gulvet; miss Hall stod
over henne; på bordet et fat med vand.
Miss Hall så kort op. „Hjælp mig, så vi får henne op igjæn!“
De gjorde så. Tora var ikke besvimet, det mærket de; men hun
vilde ikke, eller hun kunde ikke ta del. Da hun atter lå i sofaen,
ganske som død, blå, mager, oprevet, vændte miss Hall sig med
et besynderligt blik mot de andre. De så forskrækket på henne.
Miss Hall svarte dem bekræftende med to alvorlige hodenik.....
Alle tre drog de sig et par skridt bort.
Efter en stund smøg først den ene over gulvet in til fru Ren-
dalen, så den andre, så også den tredje. Fru Rendalen sat i en
stor lænestol, urørlig. Nora kom og la hodet i hennes fang.
Der blev ikke talt.
Men så hørte de atter Tora derinnefra. De hørte henne for-
klare sig, gråte, jamre. Og så kom miss Hall in til dem.
„Hvad er det nu igjæn?“ spurte fru Rendalen overgit, næsten
uvillig. „Vet I,“ sa miss Hall, „han kom efter henne én gang til?“
De stirret på henne. — „Hun hadde tydd ut på en holme til en
lodsfamilie. Det fik han opspurt og passte henne op der også!
Den skurk! Da var det hun flygtet til Vestlandet, og der blev
hun syk.“
„Det arme barn,“ ropte fru Rendalen, hennes medlidenhed blev
atter vakt, hun rejste sig raskt og satte i vej inover til Tora igjæn;
hun skulde aldrig ha forlatt henne. „Mit kjære, kjære barn —!“
kom hun. Men Tora så henne ikke, før hun vændte sig, løftet
begge hænder mot henne og ropte: „Nej, nej, nej! Kom ikke!
Si ikke noget! Nej, nej, nej! — Jeg kan ikke for det, jeg kan
ikke for det! — Jo, Gud, jeg kan for det, også!“ — og in i den
villeste gråt.
Fru Rendalen kom nu allikevel. Så snart det nyttet, sa hun:
„Ta det ikke så, mit barn! Vi skal ikke forlate dig for det.“
Dette syntes at berolige henne; men da fru Rendalen yttret at her
måtte uopholdelig gjøres noget; hun måtte tale med sin søn om
det, da brøt det løs igjæn.
„Nej, nej, nej! Å, Gud, nej, nej!“ hun blev som rasende.—
„Men kjære Tora? Du vet selv hvorledes det står. Det må
til; for dette vil gå ut over . . “
„Jeg vet det, jeg vet det! Men ingenting til ham! Ikke ænnu!
Nej! Jeg vil først komme av vejen! Sig ingenting! Det behøves
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
