Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - VI. Hvad troskap vil sige - II. En ulykkelig - III. Opgjør inad; fredsforslag utad
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
192 DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN
ikke!“ Hun raste, og hennes røst var så hjærteslitende at alle de
andre kom ilende. De vilde stillne henne ved at holde i henne;
men hun så dem visst ikke. Hun fridde hvær gang sine hænder
og sit hode og væltet sig og gråt og bad de måtte tie, tie, tie!
Under dette kom Rendalen.
Han hadde tilfældig åpnet til baderummet, og hørte straks gråten
og jammeren; han trodde det var i soverummet, og var gåt derin
over gangen. Nu stod han her.
Tora sprang op, skrek — kastet sig så fremstupes med ansigtet
i sine hænder. Fru Rendalen gik mot sin søn, tok ham ved
hånden og fulgte ham in i hans rum.
Tora vilde op og ut; hun vilde nu ikke leve længer, ikke for
al værden! Hun sloss med dem; uten Tinka hadde hun sat
avsted; hun var vanvittig. Hun både bet og slet; Tinka holdt, til
hun ingen kræfter længer hadde og bad om hjælp. Så hæntet
Anna fru Rendalen, og straks hun kom, gav Tora sig over. Av
henne lot hun sig først leie til sofaen, og siden, da hun var blet
stillere, in i soverummet og der klæ av og lægge i en seng som
var rullet in ved siden av fru Rendalens.
Så måtte fru Rendalen sitte og holde henne i hånden. Ænnu i
søvne hikket hun som et barn og klaget sig.
III OPGJØR INAD; FREDSFORSLAG UTAD
Dengang fru Rendalen tilbød straks at tale med sin søn, såvel
som da hun tok ham ved hånden for at gjøre det, var det ikke
med lyst; tværtom, med stor angst. Forholdet mellem mor og søn
hadde, som vi vet, længst tapt sin karakter av fortrolighed; i den
senere tid hadde det ikke engang været godt, og nu på det siste
likefrem slet. Fra hans side lignet det mere et brudd. Ingen
kunde gå imellem, ikke engang Karl Vangen; Tomas nægtet at
tale om det; han led hvor Karl bragte det på bane.
Utvortes var denne siste vænding kommet tilfældig nok. Efter
bestemmelsen skulde jo Tora Holm ha hjulpet fru Rendalen;
men da hun blev liggende syk på Vestlandet, tilbød Nora sig at
gjøre det. Noras ævner lå anderledes til æn Toras; hennes hjælp
blev derfor også annen; således sattes hun bl. a. til at føre
bøkerne.
En dag Nora i ledighed sat og sammenlignet før og nu og
bladet bakover i bøkerne, og Tomas kom gjænnem stuen, ele-
gant, rask for utgående, spurte hun: „Hvad er det dog for
en Tomasine som har brukt så mange penger? Det er ikke
Deres mor. For på den post sætter hun: „Til mig selv“ —
likefrem.“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
