Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - VI. Hvad troskap vil sige - III. Opgjør inad; fredsforslag utad
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
194 DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN
begynt godt; men fra hun rejste til Amerika, kom hun på gale
vejer og sendtes hjæm igjæn sinnssyk. Fru Rendalen hadde be-
talt for henne til hennes død. Dette hadde moren altsammen
fortiet for sin søn; hvorfor skulde han også vite det? Men nu
overfallt han henne med de frygteligste anklager. Den avdøde
hadde samme ret til formuen efter hennes far som han; lovene
herom var nederdrægtige; intet hæderligt menneske kunde følge
dem. I de hissigste ord hadde han kastet søsterens ulykke i an-
sigtet på fru Rendalen; hun måtte stå til ansvar.
Nora blev forfærdet. Hun hadde nok hørt et og annet, siden
hun kom hitop; men dette —! Rendalens væsen i den tid som
nu fulgte, skræmte henne om muligt ænnu mere; hun led likeså
meget som fru Rendalen. Han behandlet nemlig sin mor frem-
med, hårdt, når han var nødt til at være sammen med henne;
som regel skydde han henne.
Like fra han var gut, hadde Tomas stundom følt henne som
grovkornet og plump, ja, som hadde han ikke slægtskap med
henne. Hvær gang var det veget for taknemlighed, overensstem-
melse i livssyn og forehavende; og hvilken æn hans følelse var,
nærte han stadig beundring for hennes kraft, hennes forstand på
at styre. Misstemningen kom altid brått, og gik straks over.
I senere tid derimot.....
Moren forstod det ikke; Karl heller ikke. Men de forstod at
han var ulykkelig. Det så mest ut som var han inne i et stigende
selvplageri; og deri tok de ikke fejl.
Nu igjæn kunde han med en Kjerkegårds kunst finne ut, at
hadde han ikke været, så hadde hans søster levet lykkelig. Så
hadde hun hat formuen og en opdragelse derefter. Så hadde ikke
det i hennes arvede anlæg fåt magt som nu førte i vanvid.
Eller han tænkte sig søsteren opdraget sammen med sig selv,
med Augusta, med alle de andre piker her i haven og skolen.
Du evige, disse fremmede hadde ret og adgang, bare ikke hun,
hans søster, hans fars datter. At hans mor med rolig samvittighed
kunde betale fra sig denne uavviselige pligt — og det med nogen
fattige daler om måneden! Aldrig kjænne sig krævd for mere!
Hvilken forbrydelse er ikke begåt mot den ulykkelige! Og ikke
engang forstå det.
Midt under dette kom begivenheden med Tora. Moren vilde
tale med ham. Første gang, som vi vet, blev hun avbrutt. Men
da Tora sov, gik hun in og betrodde ham alt.
Han overskuet straks bærevidden av det for skolen, Veninnerne
og sig selv, og fallt i et slikt raseri mot Niels Fürst, som han
heller ikke ælsket fra før av, at det best kan tegnes med hans
egne uttryk: „Hadde jeg hat ham her, skulde jeg rned disse mine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
