Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - VI. Hvad troskap vil sige - III. Opgjør inad; fredsforslag utad
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN 195
to hænder prylt ham sammen til en dejg!“ Skjønt Tomas ingen
synderlig yttre likhed hadde med sin far, kunde han i den grad
ligne ham, at fru Rendalen gyste.
Og nætop denne angst gav henne mot. Nu hadde hun i et års
tid set hans utålsomhed, pirrelighed, let vakte raseri vokse. Så
ofte hun selv hadde fremkallt det, vant hun ikke mere æn at
forsvare sig, kanske gå av vejen; han hadde virkelig efterhånden
kuet henne.
Men nu gallt det en annen. Toras fortvilelse drev henne frem;
den hadde også et ængsteligt slægtskap med det hun så foran sig.
Da han efter et nyt overvældende utbrudd vilde fare avsted,
væk — stilte hun sig i vejen.
„Tomas, du skræmmer livet av mig med denne voldsomhed!
Du gir den friere tøjle for hvær gang, så den kan vokse dig over
hodet, min søn.“
Der gik et rykk i ham, og han blev likblek.
„Ja, umådelighed er umådelighed, på hvad sætt den får lov.
Og jeg tænker du bør vare dig.“ Hennes røst dirret, deres øjne
møttes og målte hværandre; i hans var steget noget ulykkeligt og
forbittret; det stak.
„Men, Tomas, skal jeg ikke ha lov til at advare dig? Jeg, som
er din mor? — Nej, se dog ikke således på mig! Jeg har ikke
skyll i dette. Jeg har møtt det, så godt jeg forstod — ja, fra før
du blev født, Tomas. Og jeg agter at møte det fremdeles. Det
er på det siste år du ikke mere kjæmper imot. Og det er især
mig du lar det gå utover.“
Han var ved vinduet og stod og så ut. Nu vændte han sig,
og der var sorg i hans blik.
„Hvad er det, Tomas, i Guds navn, hvad er det?“ — Men han
snudde sig bort og la hodet på sin arm. Jeg forstår dig ikke,
Tomas! Du er jo også mig så overlegen. Du har sagt der er
noget blindfødt ved mig. Og det erkjænner jeg. — Ja, du ydmyger
mig ofte. Ofte for mig selv, og det får være, men også for andre —
hvad du ikke behøvde. Men så skulde du kunne tåle at jeg gjør
dig opmærksom, når du fejler, du også.“
Det siste sa hun næsten ydmygt; det hadde svær virkning.
Han talte ikke; men han vændte sig og begynte at drive frem og
tilbake i synligt oprør.
„Dersom jeg kunde få vite hvad det er du har mot mig for?
Det er jo ikke bare det som du tilretteviser mig for ... Ja, Tomas,
du tåler ikke at jeg bruker det ord. Men jeg må tåle mere æn
ordet. Det er ikke bare det som er i vejen; der er noget under
alt dette. Hvad er det? Hvorfor taler du ikke mere, Tomas?
Ikke med mig, ikke med Karl? Du er selv ulykkelig; — tror du
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
