Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - VI. Hvad troskap vil sige - III. Opgjør inad; fredsforslag utad
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN 201
Skjønhed. Og hun nyttet lejligheden. „Du vet, med mit svær-
meriske temperament,“ skrev Milla.
Hun hadde begynt som „foreningens“ tro medlem, skolens
lydige elev, og derfor stiklet på fransk ånd. Men næsten uten
varsku kom omslaget. Malerier, romaner og teaterforstillinger
henrykte henne; det ydre liv, om og litt på avstand, pirret. —
Ganske selvstændig var ikke den nye opfatning; man fornam
Amerikanerinnens røst, skjønt hånden var Millas. Men nætop
dette forhold gjorde at man ikke hadde fæstet fortjent opmærk-
somhed ved det.
Milla skrev, at hvad de hadde tænkt, da de var sammen i
skolen derhjæmme, det passte ikke; hennes far hadde hat ret.
Hun fortalte i hvært brev et eller annet som skulde bevise dette
— ikke i fjærneste måte slibrigt, tværtom med en finhed som ikke
var uten kunst. „Man fik selvfølgelig ingen illusjoner gjøre sig,“
skrev hun, „så blev man minst ulykkelig.“
Nora hadde svaret som hun tænkte om det.
Nu fik dette ny betydning! Skulde denne Millas måte at skrive
på være mere æn tilfældige slagskygger av det forbidragende liv?
Skulde det virkelig være en velberegnet inledning til forlovelse
med Niels Fürst? Umuligt! Nora var ophøjet over at tro så slet
om en veninne.
Hun hadde git Tora det højtidelige løfte „ikke at fortælle noget
til Milla“; nu holdt hun sig for fritat, og skrev av sit hjærtes fylle.
Også Tinka skrev, grepet av den synd her var begåt mot Tora,
og av det rygte at med en slik person hadde Toras beste veninne
forlovet sig. Hun hvis navn stod i protokollen!.....
Hele fem dager gik, før de atter fik brev fra fru Rendalen, og
det var tørt og kort; Fürst var nemlig ænnu ikke kommet til
byen. Like efter fik de et langt og rørende brev fra Tora; men
så løp flere dager forbi, og intet nyt fra nogen av dem.
Siden Nora og Tinka skrev til Milla, var snart ti dager gåt; de
kunde hat svar, hvis hun straks hadde skrevet. Det burde hun
også ha gjort efter en slik oplysning og en slik beskyllning.
De begynte at bli hete om ørene. Især da en som ingen del
hadde tat, nu yttret, at straks hun hørte Milla og Fürst rejste
sammen, hadde hun tænkt: „Det var et passende parti.“
Naturligvis var det Anna Rogne. Hvorfor hadde hun så intet
sagt? Fordi de andre vilde ha set mistillid i det; „og,“ føjde hun
smilende til, „det vilde ha været urigtigt.“
Ændelig en eftermiddag Nora kom in fra sangundervisningen,
lå en forseglet konvolut på bordet i dagligstuen: „Her er det!“
stod utenpå med Rendalens store håndskrift. Nora ante uråd, da
han ikke selv var kommet med det straks. Hun hadde lovt de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
