Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - VI. Hvad troskap vil sige - IV. Krig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN 209
Jeg vil ikke sige hvad jeg har hørt; det kan være feilagtigt, det
også; men du vet selv, kjære Nora, at forsigtig var hun aldrig.
Husker du at du et par ganger måtte stanse henne, når hun for-
talte? Hun hadde jo været i Frankrike; hun visste mere æn vi
andre. Når jeg nu bakefter minnes hvad hun undertiden har
fortalt mig, så var det mange ting. Mon ikke noget av det stak
i hennes natur?
Jeg siger jo naturligvis ikke dette som nogen bebrejdelse; aller
minst kunde det falle mig in nu da hun er ulykkelig. Men det
forklarer måske et og annet.
Det gjør mig gruelig ondt for henne, og du vilde bevise mig
en tjeneste, om du kunde sige mig en måte hvorpå jeg uten at
støte henne eller gjøre henne forlegen kunde være henne til nytte.
Jeg kommer ikke denne gang til at svare den kjære Tinka.
Hils henne venlig fra mig, og sig at det uttryk i hennes siste brev:
„Toras beste veninne“, passer i alle fall ikke fra min side.
Det kunde i sin tid se således ut; det nægter jeg ikke; men
det var Toras skyll helt og holdent. Hun truet sig ikke in på
mig; det vilde være synd at sige; men det var umuligt annet æn
i hennes omgang at komme til at gå for langt. Jeg måtte gjøre
mere av det æn jeg hadde lyst til, og det varte til siste dags siste
time. Vet du, jeg hadde ikke været tre dager alene, før jeg følte
uvilje mot henne. Kanske var det styggt av mig.
Hennes inflydelse på mig rak imidlertid længer æn til vi skiltes.
Dette forstod jeg ikke straks; men jeg har her liggende et bevis
— det brev du var så god at sende mig tilbake, det hvori jeg i
al hast rablet noget ned om mine intryk fra Sofiero. Jeg skal
beholde det; det skal være min straf. Jeg har nætop nu læst det
igjænnem. Da du desværre også har læst det (noget jeg aldrig
tilgir mig selv) kan du dømme om et brev kan være mig mere
ulikt æn dette? Jeg vet ikke, men jeg ser Tora gjænnem det
hele vejen; jeg kan ikke forklare det. Siden har jeg ikke kunnet
skrive Tora til.
Her hvor alt har sin form, og der ingen plass er for senti-
mental fortrolighed, støter det så uhyre bare at minnes den sort.
Det ligner noget at gå ut på gaten uten at være ordentlig coifferet
— og i sine underklær alene.
Men måske er jeg for stræng; ti skyllen for at være således
faller meget på omgangstonen hjæmme. Jeg mintes så om det
forleden ved at være sammen med nogen Tyskere; også de er
slike. Tora var dog den værste jeg har møtt.
Men hvor begavet hun var! Jeg tar ikke en ny kjole på eller
studerer et mønster, ja jeg ser ingen ny mode som interesserer
mig, uten at jeg husker henne. Burde hun ikke bli modehandler-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
