Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - VI. Hvad troskap vil sige - IV. Krig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
208 DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN
var meget spænt på den, da Karl Vangen avbrøt dem; han kom
fra kirke. Møtet mellem ham og hans plejemor var mer æn al-
mindelig hjærteligt; hun gik også in med ham.
Og hun kom ikke tilbake.
Den som Toras ulykke hadde truffet dypest, var Karl Vangen;
men det visste ingen uten fru Rendalen.
Han hadde gåt sådan i al stillhed og været det lykkeligste
menneske på jorden. Han møtte aldrig Tora, uten at hun øjen-
synlig blev glad, hvilket han ikke våget at lægge ut som at hun
ælsket ham; langtfra; — men han ælsket og tænkte, at når fru
Rendalen engang vilde hjælpe ham, så kunde den smidige Tora
kanske komme til at dele nogen av hans interesser. Og gjorde
hun først det, så fik hun kanske øje for hans store kjærlighed
til henne. Så følte hun kanske at han kunde gjøre noget, forat
også hun skulde bli lykkelig.
Fru Rendalen hadde nok set ham tale med Tora og om Tora;
men intet anet, før hin morgen hun fortalte ham hvad som var
hændt. Da så hun ham skifte farve og istedenfor at yttre med-
lidenhed, tilby hjælp, bli stum. Heller ikke dette tok hun for
avgjørende; hun gik også så optat av sit nye forhold til Tomas;
men der dæmret dog en slags forståelse. Da så de penger hun
hadde gjort regning på til rejsen, ikke kunde fåes, og Karl Vangen
tok henne in til sig og tilbød sine spareskillinger og en liten arv
... da så han i hennes øjne at hun forstod alt. Så kunde han
ikke længer, så strakte han armene ur: —
„Ja det er så, mor!“
„Min kjære Nora!
Jeg vet ikke hvad du mere må tænke om mig, som ikke skriver.
Men dit siste brev satte mig i så stor bevægelse for vor kjære
Toras skyll, at jeg virkelig ikke visste hvad jeg skulde skrive.
Hvor står man ikke forlegen og hjælpeløs over for sådant, kjære
Nora! Og lad mig straks tilføje det — også skamfull. Tænk at så-
dant kunde hænde nogen som vi har omgåts!
Jeg glæmmer aldrig hvad min far sa den første gang hun var
sammen med ham. Den gang blev jeg meget vred over det; vi
tænkte jo så godt om hværandre.
Er du også sikker på, min kjære Nora, at det er gåt ganske
så til som Tora har fortalt? Du vet jo at hun ikke altid var
nøjagtig. Og især i et forhold som dette, tænker jeg mig at man
bakefter er tilbøjelig til at lægge andre farver på. Tror ikke du
også det?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
