Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I skoledagene - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
med den! Skynd dig!“ Dette tok Ole på gutters vis for et halvt
løfte; han så bønfallende på ham og våget sig til: Jeg går ditned
for at ... for at... ja, du skjønner ... på Guds vejer,“ det siste
sa han unselig, og brast i gråt. — „På Guds vejer?“ spurte
Edvard, men usikkert; han var i højeste grad forundret.
Han mintes at i en døsig time hadde læreren i geografi gjort
det spørsmål: „Hvad for vejer er de beste?“ I leksen stod: „Til
transport av varer er havets veje fremdeles de beste.“ — „Nå —
hvad for vejer er de beste? — Du, Tuft?“ — „Guds vejer,“ svarte
Tuften. Klassen var med ett lysvåken; et brøl av latter
forkynte det.
Men med alt dette visste Edvard Kallem virkelig ikke hvad
„Guds vejer“ vilde sige. Ole nede i fiskerbyen på Guds vejer?
Nyssgjærrigheden fik ham til at glæmme at han var
sædelighedspoliti; aldeles likefrem, som en annen gut, sa han: „Jeg skjønner
ikke hvad du mener, Ole? Guds vejer, siger du?“ Kammeraten
la godt mærke til forandringen; de nylig så ville øjne var
venlige; bare hadde de den underlige glansen som aldrig forlot dem.
Edvard Kallem var av alle skolekammeraterne den Ole i
hemmelighed beundret højest. Bondegutten led frygtelig under
bygutternes overlegne gløgghed og raskhed, og disse egenskaper hadde
sin aller ypperste repræsentant i Edvard Kallem. Æn videre stod
en glorie om hans hode ... av at være sin brunlokkede søsters bror.
En uutholdelig fejl hadde han; han var ærtevoren. Ret som det
var, fik han pryl for det — nu av lærerne, så av sin far, så av
kammerater; bare et minut efter begynte han igjæn. Dette mot
gik langt over bondeguttens forstand. Derfor virket et venligt ord,
et smil av Edvard med mere æn sit inhold; det hadde nådens,
fornemhedens solskin. Disse insmigrende, milde spørsmål, som
nu fallt fra det forhenværende rovdyr (hvorav bare næbbet var
tilbake), strålte sammen med øjnenes glans; Ole gav sig over.
Straks Edvard ændret taktik og bad uskyldig om at få se løpen,
leverte han den ut og kjænte sig i den grad trygg og færdig, at
han tørret øjnene med sine store våtter, tok den ene votten av
og snøt sig med fingrene — husket han til det bruk hadde fåt et
tærnet lommetørklæ, søkte efter det, men fant det ikke.
Edvard hadde løst låket; før han løftet det av, så han op:
,Ja, vil du ikke —?“ — ,Jo, du kan gjærne!“ — Edvard la
låket til side, tok op et tørklæ, og under det lå en stor bok; det
var Bibelen. Han blev flat, næsten ærbødig. Under Bibelen lå
flere uinbundne hæfter; han tok et par op, vændte på dem, la
dem ned igjæn; det var gudelige traktater. Bibelen la han
varsomt som den hadde ligget, bredde tørklæet over, og lukket til.
Egentlig var han like klok, eller rettere ænnu mere nyssgjærrig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
