Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I skoledagene - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
vilde bli missjonær, han vilde øve sig nede hos Marte på værftet,
han læste Bibelen for Marte på værftet, og Marte gråt, og når
Ole så var gåt, kom Vaske-Lars med brænnevin, og de hadde
sig en stor svir ovenpå bibellæsningen, Marte og Lars. Gutterne
stod først stille som lys ... de hadde aldrig hørt noget slikt før.
De opfattet det mest som lek, og som det blev fortalt, kunde
det heller ikke forståes anderledes; men de hadde aldrig hørt
nogen leke missjonær og bibellæser; det var morsomt, men tillike
noget annet som de ikke grejde i øjeblikket. Da der ikke blev
ledd, gik Anders videre. Hvorfor fant Ole på dette? Jo, fordi
han var ærgjærrig og vilde bli apostel; og det var noget mere,
det, æn at bli konge eller kejser eller pave, det hadde Ole selv
sagt til Edvard Kallem. Men for at bli det måtte han finne „Guds
vejer“, og disse vejene, de begynte der nede hos Marte på værftet;
der skulde han lære sig op til at gjøre mirakler, bakse med
hedninger og ville dyr og giftige slanger og stanse cykloner. Nu
brølte det løs. Men just da ringte også klokken; gutterne bare
kunde så vidt springe skoggerleende forbi Ole.
Engang før i sit unge liv hadde Ole Tuft stirret ned i en
avgrunn uten bund; det var den vinterdagen han stod over sin fars
grav og hørte de første frosne jordklumper på kisten; luften gik
full av drivskodde, og havet var sort som bek. Alt han visste
om sorg, måtte dit; nu stod han der igjæn; nu hørte han
kirkeklokken derifra. Nætop som det hule drøn i skolens trapper og
ganger var over, den siste efternøler inne, den siste dør lukket
— stillhed med én gang, fullstændig — da, i det tause, tomme,
hørte han en klokke, ding-dang, og flyttedes derut til strandens
tjærebredde kirke; de suste, de langarmede, gamle, løvløse bjørker
ved muren og den ærværdige furu foran porten; klokkeklangen,
skral og tynn, humpet i vej, og de skarpe jordklumper på kisten
hugde mærker i ham for hele livet; morens ustanselige gråt —
hun hadde holdt den tilbake like til nu, aldrig et kny før, ikke
ved sengen, ikke da de bar ham ut — men nu med én gang —
å så ustyrlig! ... nej, far og mor og mor og far! — Og han brast
i gråt, han også.
Bare av den grunn kunde han ikke følge kammeraterne op;
han vilde heller aldrig mere på skolen. Efter dette kunde han
ikke møte én av dem, ikke engang være i byen; om to timer
vilde det bli kjænt, alle glane og spørge og flire. Nu var det jo
også vanhelliget for ham, det han vilde; hvad skulde det så nytte
at studere; ikke til nogen annen by vilde han heller, nej, hjæm,
hjæm, hjæm!
Men stod han her længer, blev nogen sendt ned fra klassen for
at hænte ham; han måtte nok springe straks — ikke først hjæm
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
