Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I skoledagene - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Her var gild furuskog og stillt; da han mot bakken måtte stoppe
med sangen, blev det jo stusle. Jo længer han kom op i skogen, jo
tættere blev den også, sneen lå fastere, sten og lyngtuer skottet
nyssgjærrige op av den som dyr; og så small det her og knatt
det der, og somme tider skrek det; en skræmt storfugl fløj op
med forfærdelige vingebask, gutten søkte svedende efter Oles
fotefar for at få følge; rædselen fra igår var straks over ham. Bare
han turde lægge på sprang, bare skogen vilde slutte! I den
uforsvarlig lange stillhed ovenpå storfuglen kjænte han tilsist, at kom
der yrlite gran til, så kunde han bli gal. Og den hulvejen han
skulde igjænnem! — langt fremme stirret han in under dens høje
svarte sider; de så ut til at kunne klappe igjæn over ham; nogen
forfærdelige trær hang ovenover og kek lurende ned. Den gang
han ændelig gik in i den, var han den fineste lille myre i skogen;
bare det stod stille så længe, eller bare ingen deroppe vilde bøje
sig ned og ta ham i luggen, eller la sig falle like foran ham, eller
bak ham, eller gi sig til at blåse på ham ... Han gik med stive
øjne som en søvngjænger, fururøtterne drog sig krokete og barkete
nedover lejrvæggen, og de var levende; men det lot han som han
ikke ænste.
Langt foran og højt oppe i luften satte en fugl inover mot byen
han kom fra. Å, den som kunde få sitte på! Han så tydelig byen,
skibene inne på havnen; han hørte de fredelige hejsesange og
den kvikke ankerhivingen og tønneslagene fra bryggerne og det
hjærteligste skrål og sjau og kommandoropene ... ja, han hørte
virkelig kommandoropene! og en dampskibspipe! og en til, en grov
en! og stemmer! Dette var stemmer ... og hæstevrinsk også! Og
hundeglam! Og atter stemmer, mange stemmer. Han var ute av
hulvejen, hulvejen hadde været kort, og mellem trærne skimtet
han sjøen og fartøjerne — hvad var det? Var han kommet tilbake
til byen igjæn? Hadde han gåt rundt? Nej, han hadde dog fulgt
sjøen hele vejen. Han la på sprang, han syntes han kjænte sig
igjæn. Kjære, han hadde da virkelig bare gåt bent frem? Jovisst
— og der åpner skogen sig helt, den bugten ... ja, den hadde
han set før, holmerne mintes han også, vejen var rigtig, nu var
det ikke langt igjæn til Store-Tuft! ... Men hvad gjør alle disse
båtene? Hvad betyr denne jævne, tætte larmen? Notestæng!
Hurra, notestæng! han var kommet midt in i et notestæng, hurra,
hurra! Og ingen sult, ingen træthed, ingen frygt, gutten fremover
og ned bakken i lange byks.
En av noterne var dradd, en stod, en skulde nætop sættes,
her var stort insig. Men det var lørdagskvæll, derfor gallt det at
stænge til søndagskvæll og at gane hvad som var tat. Han
forstod det i ett blink.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
