Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I skoledagene - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Men da han hadde gåt en hel fjerding uten at se spor av Oles
støvler i al denne opstampingen, æn sige av ham selv — og især
da han hadde dradd sig frem halve milen i det forfærdeligste
uføre, dyvåt på benene, svedt og kold, halvtør igjæn og atter
svedt — det truet med regn og blåst, og naturen var styggt
ensom i de lange åser med ur og skog mellem hvær grænd — da
sank hans mot betydelig.
Og så var det besynderligt at han efter første fjærdingen ikke
møtte nogen. På vejen var nok av far efter hæster, folk, hunder;
alle disse gik fremover med ham selv, og de fleste var friske;
men ikke ett menneske at øjne, ikke engang i gårdene; han hørte
ingen hund gjø, så ikke én skorsten ryke; her var som utdød.
Han passerte den ene tomme viken efter den andre; de var skilt
av utskytende åsrygger, dannet av ur efter skred og utglidning,
på hvær side av dem en vik, og i hvær vik en eller flere gårder
og en elv eller bæk; men ingen folk. Så ofte hadde gutten nu
strævd op en urbakke og frem på den så langt at han så over
næste grænd uten at se Ole på landevejen, uten at se nogen, at
han skjønte han nok måtte traske sulten og træt helt frem til
Store-Tuft, det var næsten en mil; da blev han for længe borte,
så fik faren vite det, så blev det huskestue med forhør og
banning og bank likevel, kanske rektoren også kom op i det, og
altsammen om igjæn; ... det var ikke frit for at gråten vilde frem.
Den fordømte Anders Hegge, å, de lystne fiskeøjnene hans, det
fete smilet til alt som smakte, den kritle-latteren, den lurende
venligheden, den sladderen, å, det avskummet! Her måtte nu han
stampe i vej med sviende føtter i bløjten, lej og overgit. Dette
betydde det, at han blev så forfærdelig rædd igår kvæll, dette
betydde det!
Nej, pokker gråte og gi sig over, lel! Du når da frem engang,
og pryl har du fåt før, tra—la—la! In i en lystig spansk vise
drev han og sang vers efter vers, blev andpusten og matte gå
langsommere, men forskrækkedes, da han ikke længer hørte sig
selv; derfor en vise til og op igjæn hele den lange grænd igjænnem.
Heller ikke der folk, men vognfar og fotefar efter voksne og
unger og hæster og hunder ned fra gårdene; altsammen fremover.
Stod noget på? Ildebrand? Auktion? Da hadde de vel ikke hat
vogner med. Et skred var gåt ensteds? Et stort forlis fra igår?
Ja, ham kunde det være slik slag. Nætop som han skulde over
næste åsen, den skjøt ut i fjorden med et langt næs, så han for
første gang Oles fotefar i bakken; her hadde han gåt på vejkanten;
hæljærnene kjænte han, likeså strek-lapperne under hvær fot.
Sporene var rent friske; nu var Ole ikke langt unda! Dette gav
spænning; han kilte på.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
