Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I skoledagene - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
264 PÅ GUDS VEJE
Snart kom da også klager over ham fra skolen; så fra apoteket,
hvor de bodde til leje hos Kallems gamle ven; så fra gården, så
fra naboerne, så fra bryggerne. Kanske fik også andre forældre
klager over deres gutter; kanske var folk på de kanter av landet
overhode snare til at klage; det visste Kallem intet om, for han
var en eneboer. Derimot visste han at sønnen var den mest be-
gavede gut på skolen; den ene lærer efter den andre kom og
forsikkret ham det; han visste at intet fejlte sønnen for resten
heller, hverken hjærtelag eller vilje; han bare var så like nøjd
og like sæl, vilde leke sig, vilde op i alt som ikke kom ham ved,
var dristig og fejg på én gang, så skammelig ærtevoren, så bund-
løs uskikkelig. Han kunde ta tålmodet fra en av himlens engler,
æn sige fra Kallem, som intet hadde.
Denne tynne smidige krabat, som nu hinket i vej der foran ham
med fejge sideblik til hæsten og pisken, hadde gjort ufred i sin
fars liv. Ikke alene gjort ham usikker innerst inne, men stundom
latt ham føle sin avmagt intil hjælpeløshed; da hadde han rent
ut lyst til at slå gutten i filler.
Så kunde han ta ham for sig, true og tigge. Nu siste uvejrs-
natten hadde han rigtig gjætet ham; på det mest intrængende
prøvd at få bugt med guttens skammelige rædsel, formanet ham,
oplyst ham med naturhistoriske fortællinger om at al spådom om
værdens undergang var påfund, løgn — gutten svarte ha og ja —
og trodde ikke et eneste ord av alt som faren sa! Straks det
braket løs, var han like tullet; — ut og avsted i den elendigste
ræddhug.
Og idag møter han ham her på åpne landevejen, en mil fra
byen, i regn og blåst og bløjte — naturligvis uten lov! Først for-
ulæmper han den beste gut på skolen, en liten fyr Kallem mange
ganger hadde glædet sig over og hjulpet med småskillinger til
hans lille missjon, når Josefine sat og fortalte om den; — og
ovenpå det ...
„Se der! Fa’n satt’n, går’n ikke og ler!“ tænkte han, men lot
som han ikke så det.
Hvad var det? Jo, hæsten bak ham med „fa’n satt’n“ på ryggen
og pisken og de jævne tunge tramp i snesølen: „sabb-sabb, sabb-
sabb; sabb-sabb, sabb-sabb“ — vokste efterhånden så ubændig,
vokste, til den blev til et uhyre, formløst stort og fordrejet ...
gutten skyndte sig at tænke på noget annet! han styrtet in i den
stenkulsgruben i England som gik full av vand, og fant frem den
hæsten som der vaspet avsted efter gutten. Nej, han kom ikke
in i gruben; bare lyse landevejen og „sabb-sabb, sabb-sabb,“ og
fa’n satt’n og pisken, og han selv foran på et og et halvt ben,
hihi—i—i—i!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
