Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I skoledagene - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
PÅ GUDS VEJE 265
„He?“ kvinte det bak ham.
Lyden trillet ned ad ryggen på gutten som et skarpt stykke is.
Store-Tuft såes snart.
Det lå like under bakken de skulde ned ad; husene var mange,
de fleste i en firkant om tunet. Elven larmet på andre siden med
kværnhus og sag; holmerne utenfor og næssene på begge sider
stængte bugten så aldeles av at sjøen lå stille som i en dam med
is i krokene. En række nøst side om side i fjøren; frugthaver
ved alle gårder, tildels ret betydelige.
Fra stuebygningen på Store-Tuft slog røk op — ændelig!
Der kokte moren middagsmat til Ole! Og hunger og savn og
sorg brøt op i gutten, og tanken på en varm stue og tørre klær
og minnet om hans egen mor og deres hjæm i Spanien var nær
ved at få ham til at gråte igjæn; men så tænkte han at faren
vilde sige: „Fa’n satt’n, nu gråter han!“ Og så tvang han sig.
Han så rædd mot gården.
Stuebygningen lå med langsiden mot haven og var et rødmalt
tømmerhus i to stokværk, vinduskarmene hvitmalt. De bøjde op,
gutten altid foran, faren efter.
Langs med kortænden kom de in mot gården; på den andre
siden av den lå fæhuset, fjøset, stallen under samme tak; disse
bygninger var ganske nye og dannet en ret vinkel med kornlåven,
vedskjulet og flere hus midt imot dem. Inni den stod en flokk
gjejt og gnagde bar, omfaret av spurv i utrolig mængde; for-
samlingen holdt til like under kornlåven.
Der fik gjejta øje på de kommende; de løftet hodet og strakte
hals alle på én gang, øjnene spænt, ørene rejst, stive, med siste
tyggen urørlig i munnen, til det ytterste nyssgjærrige. Bare buk-
ken tygde videre, mens han så på dem, tung, like nøjd. Spurve-
flokken fløj væk med et tusch.
Mellem hovedbygningens kortvægg og fæhuset holdt faren stille
og steg av. Gutten var alt innenfor i gården og glante på låve-
taket, som var brutt op og gjordes nyt, men der såes ingen ar-
bejdere; væntelig hadde de for en stund siden gåt fra det til
notesjauen; stigen stod ænnu fra kloppen og op. „Vænt!“ ropte
faren, og gutten stanste og vændte sig; faren holdt på at fæste
„Rauen“ til en av de slipestenene som lænte op til stuens kort-
vægg; gutten så på. „Svært så rolig han nu er blet,“ tænkte faren,
kom så frem og pekte med pisken; gutten skulde gå foran frem til den
brede stenhællen ved ingangen midt på huset. Og det gjorde han.
Forbi en grindslæde som stod der; han opdaget to kattekillinger
som lekte med hværandre gjænnem sprinklerne, den ene innenfor,
den andre utenfor. Vinduerne de gik langs med, lå så lavt at de
så tværs igjænnem kammerset, som også hadde vinduer på andre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
