Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I ungdomen - I. Første par ut!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
skarpe næse hadde fåt langsommere bøjning i hennes regelrette
åsyn, hans knappe læber var blet fyldige, hans hake avrundet,
hans ujævne øjenbryn jævne, øjnene større — og dog var det
samme ansigt. Uttrykket i dem forskjelligt, hennes, om ikke koldt,
så taust og roligt: ingen kunde i hast tyde disse dype øjne; —
og dog var også uttrykket i nær slægt. Hodet sat på en stærk
hals, båret av utformede skuldre; bysten var også ret mægtig.
Det mørke hår slynget i en knute, egen for henne. Halsen stod
frit; men kjolen med den gule knipling sluttet tæt til dens fløte-
brune form, likesom hele klædningen gav tanken på noget til-
knappet; — og sådan hennes væsen. Hun ordnet som sagt en
krans, og så hverken til den ene eller andre av de to som hadde
været oppe at slås.
Kampen hadde en stor sort hund voldt; nu lå han og lot som
han sov; hans våte svære pels skinte i solen. Flere hadde
kastet med kjæpper bort over sjøen, og hisset hunden avsted ut
efter dem; de som kastet, hadde hvær gang ropt: „Samson, Sam-
son!“— det var hundens navn. Edvard Kallem sa til et par som
stod ham nær: „Samson betyr solguden.“ — „Hvad for noget?“
spurte en ung pike; „betyr Samson solguden?“ — „Javisst gjør
det så; ja, det vogter nok præsterne sig for at fortælle.“ Han sa
det friskfyragtig; mente ellers ikke at støte nogen eller sige mere.
Men Ole Tuft hørte det hændelsesvis, og spurte litt overlegent:
„Hvorfor skulde præsterne ikke våge sig til at fortælle barna
at Samson betyr solguden?“ — „Nej, så blev hele sagnet om ham
ubrukeligt til forbillede på Kristusmyten.“ — Dette siste ord stak,
og det var meningen med det. Smilende og overlegent sa Ole:
„Samson kan vel ændelig brukes til forbillede, enten han heter
solgud eller ej?“ — „Ja, enten han heter solgud eller ej; men
når han nu var solgud?“ — „Så han var solgud?“ ropte Ole og
lo. — „Navnet siger det jo.“ — „Navnet? Er vi bjørner og ulver
fordi om vi heter efter bjørn og ulv? Eller guder fordi om vi
heter efter guder?“ — Flere av selskapet stod og hørte på; andre
kom nu til, Josefine blant dem, og begge henvændte sig straks
til henne.
„Fejlen er,“ sa Edvard, „at de historier som drejer sig om
Samson, først får mening, når vi vet han var solgud.“ — „Å, nu
skal jo alle folks forfædre og første historie være solsagn.“ Ole
fortalte et par morsomme parodier på denne videnskabelige mode.
Man moret sig, også Josefine lo. Straks blev Edvard ivrig og gav
sig til at forklare at vore egne guder, som var indiske solguder,
virkelig også blev gjort om til forfædre, da vi fik en ny religion;
deres altere, som folk hadde offret på, blev gjort om til deres
gravsteder. På samme måte blev Jødernes gamle solguder også
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
