Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I ungdomen - I. Første par ut!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
PA GUDS VEJE 275
gik brevbyttet raskere æn ellers også fra hennes side, og da hun
kom hjæm igjæn — så ændret hun ellers var — mot ham tilbunds
den samme! Han blev hjulpet av hennes far i sine studier, så
han kunde lægge al flid i dem; han skulde ta sin siste eksamen
til jul; alle spådde ham, at det vilde bli blant de første som var
tat i teologi. Det skylltes utvilsomt henne, kanske dog også hennes
bror, at han var blet hjulpet. Begge hadde i sin tid ført ham in til
deres far, til rektorens, apotekerens, og videre utover; gjænnem
henne kom han fremdeles med overalt. Til daglig var hun lite
talende og ofte ret vanskelig; men i forholdet ubrødelig trofast.
Hun kunde klandre ham (han var henne ikke altid tilpass); men
dette var inordnet i deres samliv, han la ikke større brætt på det,
og slet ikke hun; fra første dag hadde hun jo været hans for-
mynder. Ænnu hadde han ikke turdet sige at han ælsket henne;
det trængtes heller ikke, og i grunnen var det for helligt til det.
Han var så trygg på henne som på sin tro. Han var bonde,
hans væsen var samlethed, hans grunntone trygghed. Gud sørget
for hans tro; for hans velvære og fremtid sørget — naturligvis
også Gud, men gjænnem Josefine. I hans øjne var hun byens,
landets skjønneste, sundeste, grejeste jænte og meget rik. Det
siste talte med; han hadde fra liten været en ærgjærrig drømmer,
bare at drømmene nu gik i en annen retning.
Studiekammeraterne visste god besked med det; ved siden av
’’Melanchton“ kallte de ham „bispeæmnet fra fjordene“ eller „fjord-
bispen“. Det var blet ham et behov at sees således på; noget
barnsligt gjorde denne smilende trygghed klædelig — han var
også så vakker av åsyn, åpen, rødlett — og da støter ikke
ærgjærrigheden.
Nu kjænte han sig styrtet ned fra sin sikkre, smilende højde!
Den som bare har været trygg, og første gang lider et grundigt
nederlag, blir så rent ute av det. Det værste var at Josefine ikke
vilde kjænnes ved ham; han så gjæntagende bort på henne, men
hun ordnet sine blomster og græs, som om han ikke var til.
Tilsist blev det virkelig som de alle gled bort, eller som han
ikke var der. Han sat uten at sitte, hørte uten at høre, så uten
at se. Man dækket aftensbordet der oppe foran huset, de gik
derop, straks bordet var færdigt, de spiste, de drak, de pratet, de
lo; men han var ikke med, han stod der, han stirret, og det var
hen på andre siden av viken — eller langt, langt bort. En ung
handelsmann talte til ham om dampskibenes ruter, de var slet
ikke heldig ordnet, en pike med skjæve tænner, røde flætter og
fregner — han hadde været lærer for henne — forsikkret ham at
sjømænnene ikke var så dannede som man kunde vænte av folk
der rejste så meget. Værtinnen kom og spurte ham hvorfor han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
