Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I ungdomen - I. Første par ut!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
276 PÅ GUDS VEJE
ikke spiste, og værten drak med ham; noget av den gamle agtelse
viste de ham derved; men begge kastet et hastig spejdende blik
op i hans øjne; det fik ham til at bæve. Han fornam tvilen. I
den uavladelige smærte der drog mere til sig, så han tvil og hån
overalt, selv i at de andre var muntre. Edvard Kallem var over-
hændig lystig, og alle søkte frem omkring ham; det var jo også
for Edvard (som først var kommet for en fjorten dager siden) at
hele utfærden var gjort. Ole så som i en drøm at Josefines
blomster nu stod på bordet, og hørte at de rostes for deres farve-
sammensætning; selv hadde hun med to veninner tat plass ved
et lite stenbord, der ikke flere kunde sitte; var det for at han
ikke skulde komme med? Det stod til den andre siden. Han så
henne snakke og le, alle de unge herrer opvartet, Edvard var der
flere ganger; han fik dem også til at le. Altsammen mærket han
under en besynderlig følelse av frygt. Larmen skar, latteren
skammet ham ut, maten kunde ikke svælges, drikken var stram,
menneskene hadde en mekanik innen i sig, huset, viken, skøjten,
fjællene noget påtrængende nært.
Fordi det var blet blikstille, måtte selskapet gå til byen. De
børjet marschen i samlet følge og under sang; men der kom
næsten straks sommergjæster springende nedover fra gårdene, og
da det var kjænninger, stanste man op. Så slog de nykomne følge
med inover et stykke; så kom andre til senere; for hvær gang
stans og for hvær gang opløsning i flere følger. Derved kunde
Ole dra sig tilbake uten at lægges mærke til. Han holdt ikke
længer deres selskap og munterhed ut.
Nu først samlet nemlig alt sig om Josefine. Edvards omkast
og overfall, nederlagets skam, den krænkede religiøse følelse ...
altsammen gled over i at hun ikke hadde støttet ham, ikke med
et ord, ikke med et øjekast; skydde ham før, og gik nu fra ham!
Dette kunde han ikke bære; ti hun var blet så meget for meget
for ham, han visste det, og skammet sig ikke. Det som engang
var det højeste på jorden, at være missjonær, hadde fallt av ham
som et hudskifte, da hun ikke længer brydde sig om det. Så
ofte hadde moren sagt at missjonær måtte han aldrig bli, skulde
Gud adlydes mere æn menneskene ... Men da Josefine på sin
stærke måte vokste in i en mere nær virkelighed, opgav han
det, uten at hun behøvde at nævne et ord. Han sa sig selv det
straffet sig at ælske et menneske så højt. Men han kunde ikke
for det.
Under disse og tusen lignende tanker seg han bakut, og søkte
fra vejen op i et skogholt; der la han sig ned og væntet på at
sommergjæsterne skulde komme tilbake og forbi. Han væltet sig
snart om på sit ansigt; de kjølige strå som stak mot kinn og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
