Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I ungdomen - I. Første par ut!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Du himmelske Gud, som han ælsket henne! Han så henne
for sig som hun kunde være, når hun fant ham for barnslig;
han så et stort, godt blik ut av al hennes majestæt! ...
Det sene solfall la ingen rød himmel efter sig, natten var grå
og slap, vejen fatteslig nedenfor en bar bakke; små bruk langs
vejen med hus oppå bakken, smått stell, nogen tarvelige sommer-
villaer, hist og her lave trær og spredte busker.
Han så det, og han så det ikke, mens han tænkte på sit. Ikke
én på vejen, jo langt borte en enkelt som gik mot byen. Han
sakket av for ikke at nå denne ene igjæn, og la ikke mærke til,
at foran den som gik, var der en som kom. Der skilte han dem
ut fra hværandre. Kjære ... det var da vel aldrig? ... Eller tok
han fejl? ... Nej, han kjænte hatten, nu også gangen, figuren,
der var bare én slik! Josefine kom tilbake for at hænte ham!
Sådan var Josefine.
„Men hvor blir du av?“ sa hun. I hennes store ansigt var der
rødme, barmen gik, røsten var tilbakeholdt, parasollen hun holdt
nede ved venstre hånd, var ikke ganske stille. Han svarte ikke,
han så på hennes ansigt, klædning, hattefjær, hennes staute skik-
kelse, til hun uvilkårlig smilte; for så megen stum beundring og
taknemlighed bryter igjænnem hvad panser som helst. Josefine!
å, Josefine!“ Fra hans flate hattepull og ned til støvlerne bare
gjænskin av lykke og beundring. Så gik hun muntert hen og la
højre hånd på hans venstre arm og skjøt ham sagte frem; han
skulde gå.
Hans ansigt var mærket av græsset han hadde gnuret nedi,
hun trodde han hadde grått: „Du er dum, Ole,“ hvisket hun.
Den grå sommernat, som ikke får sove og ikke får være våken
heller, gir ellers følelse av noget halvnådd. For disse to blev den
hvad et halvlyst rum er for hemmelige forlovede. Hun lot sin
hånd bli liggende på hans arm, og da hans øjne møtte hennes,
så hun på ham som når man brer over et barn. „Jeg tænkte,
ser du,“ sa han, „jeg trodde, ja tænk jeg trodde ...“ Tårerne
stod ham i øjnene. „Du er dum, Ole!“ hvisket hun igjæn. Og
dermed var dagens storme behandlet.
Hånden blev liggende på hans arm; det så ut som hun førte
en arrestant. Han bare så vidt kjænte trykket av den, men det
rislet intil margen. Nu og da rørte silken ved hans ben, de gik
i takt, en elektrisk strøm av hennes nærhed bar ham. De var
aldeles ene, og der var aldeles stille; de hørte sine egne steg og
silkekjolens knas. Han holdt armen hennes hånd lå på, ængstelig
stille, som kunde hånden ellers falle ned og slå sig itu. Denne
eneste ufullkommenhed var der — for altid skal der være noget
ufullkomment —, at han kjænte en stigende syndig lyst til at ta
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
