Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I ungdomen - I. Første par ut!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
hånden og lægge til rette i armen på almindelig skikkelig vis; så
kunde han gi den et tryk. Men han turde ikke.
De gik og gik. Han så ut for sig og opdaget at der var ingen
måne. „Der er ingen måne!“ sa han. — „Det vilde ha været lysere
om den var,“ svarte hun smilende. „Meget lysere.“ Stemmerne
hadde møttes, klangen hadde blandet sig, og lekte sammen længe
efter som fugler i luften.
Men just derfor blev det vanskeligt at la flere følge. Mens Ole
gik og grunnet over hvad han næste gang skulde våge at sige,
blev han rørt og stolt. Han husket den lørdagskvæll i sneslasket,
den gang de hadde været slemme mot ham i skolegården, og han
sprang avsted til Store-Tuft; han husket sin elendighed da; men
fra den skrev sig hans ophøjelse nu han kom in til byen fra
andre siden med henne under armen; ... nej, ikke rigtig. Det
var dette ufullkomne ved det.
Skulde han sige det? Vilde hun finne det for like på? „Vi er
nok rent alene nu, vi to?“ Ad listige omvejer vilde han stræve
frem til det; men røsten var ikke til at lite på; den røbet ham.
Og så svarte hun ikke. Der blev stillt imellem dem, meget stillt.
Tænk, så gled hennes hånd av sig selv over i hans arm på vanlig
vis mellem forlovede. Det bævet gjænnem alt hans væsen, og
modig gav han den et sagte tryk, men turde ikke se på henne.
De gik videre.
Snart lå byen foran dem under slør, skibenes rigger fløt ihop
til tårn, eller de lignet de sammenløpne rigger sukkertøjskibene
har; husene i ullne omrids, næsten uten farve; alt inpakket og
forvaret, fjællene stod og gav vakt. En eneste lang, svak, ube-
stemmelig lyd, en matt stripe gjænnem det lysgrå tause. „Vil du
ikke fortælle noget?“ sa hun fort, som kunde hun ikke mere på
én gang. Han blev helt forløst ved det, og spurte om han
skulde fortælle — om lyset. „Ja, om lyset,“ svarte hun; var det
ironisk —?
Han gik i vej med det, men gjorde det ikke klart. Første gang
hun raskt spurte for at få det bestemtere, følte han at han kunde
ikke; han var ikke hjæmme nok i æmnet. „Nej, lad mig så heller
fortælle det siste om Jeanne d’Arc,“ sa han; „du vet vi blev av-
brutt igår.“ — „Ja, lad os ta Jeanne d’Arc!“ sa hun, ænnu lysti-
gere; hun lo. „Du vil ikke —?“ — „Jo, jo!“ Og det sa hun
snillere, som vilde hun gjøre det første godt igjæn. Så fortalte
han slutten av Jeanne d’Arcs historie efter et nylig utkommet
værk, som han nu i ferien hadde lånt av hennes far. Dette æmne
lå for ham; hans vestlandske syngende tone gav det noget svæ-
vende, hans nøjagtig tillærte ordbehandling, egen for den forhen-
værende bonde og båret av bygdens tonefall, litt mildnet, høvde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
