Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I ungdomen - II. Næste par ut!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
288 PÅ GUDS VEJE
det han syntes at han hadde hørt barnerøster? Så her var
barn?
„Ragni!“ drønet det langsomt én gang til. Sagtere sa han:
„De er nok i kjøkkenet og steller med maten.“
Atter samme grå stillhed; litt bjælleklang fra gaten skar den
i stykker et øjeblik, men des tyngre samlet den sig igjæn. Møb-
lerne for svære og for mørke i en liten norsk stue om vinteren,
og de var falmet og slitt. Kobberstikkene og fotografierne i store
rammer, som ikke sluttet bra, så støv og tildels fugtighed hadde
skjæmt papiret. Barnelekerne og et flygel skilte sig ut fra det
andre; flygelet syntes aldeles nyt og av beste Pariserfirma, bestemt
et koncertflygel. „Fruen spiller jo så vakkert?“ — „Ja.“ — Kal-
lem visste hun hadde utdannet sig for musik fra barn av, og for
at sige noget tok han dette op. „Hun har jo gåt på et konser-
vatorium i Berlin?“ — ,Ja.“ — Det ramlet med stoler inne i
værelset til højre, det som støtte til hjørneværelset. Nu tok Kal-
lem dette til æmne. „Jeg hører jeg skal få en nabo i hjørne-
værelset.“ — „Ja.“ — „En slægtning av Dem, hører jeg.“ — „Ja
— en tante.“ — Atter så Søren Kule mot venstre og ropte like-
gyldig: „Ragni!“ Ingen svarte, og ingen kom. „Jeg syntes der gik
en dør derute,“ sa han for at unskylle at han hadde ropt. Kallem
rejste sig og sa farvel.
Et par dager efter gav han Rendalen et morsomt billede av
besøket. Rendalen lo; selv hadde han Sjælden været der, men
hadde hørt meget om „Sören Kule“. Han forsikkret han gav hele
fyren fa’en, og vilde helst ikke snakke om ham; — han satte sig
til pianoet og spilte.
Nogen dager senere — hvem møtte Kallem i entréen uten sin
tilkommende svoger, hr. Ole Tuft, nu teologisk kandidat, inne
i byen for at ta praktikum? Stor gjænkjænnelse! Den ene hadde
ingen anelse om flytningen, den andre ikke om at Ole Tuft
vanket her. Kallem bad ham gå in med og hørte nu, at det også
var første gang idag som Tuft kom der; værtfolkets tante var flyt-
tet in igår, og hos henne vanket Ole Tuft. Så forstod Edvard
Kallem hvad menighed hun sognet til, og forlot straks det æmne.
Han spurte videre om han kjænte Søren Kule. Nej, ikke ander-
ledes æn gjænnem tanten; hele slægten var fra Nordlandene.
Hvem var så Søren Kule? Jo, en velstående fiskehandler, som
blev blind og delvis lam, måtte sælge og kjøpte denne gården i
Kristiania for at leve av den og av litt til. De hadde adskillig
slægt herinne, og kom først hitin i Oktober. — Visste Ole Tuft
hvad som hadde voldt hans blindhed og lamhed? Nej. Kallem
fortalte at der næppe kunde være tvil om det. Ole Tuft blev meget
skræmt. „Hvorledes tør han så våge at gifte sig! Og det to ganger!“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
