Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I ungdomen - II. Næste par ut!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
PÅ GUDS VEJE 287
jænten, hvær gang hun kom for at passe ovnen, bære in frokost
eller aftensmat, hvad han altsammen tok i huset; hun så ut til at
vite noget. Marie hadde et eget smil, omtrent som det sa: „Å,
jeg skjønner dere alle sammen — dig også, din lurifass!“ — han
fik det, første gang hun åpnet for ham. Øjnene dækkedes mer
æn til halvten av låkene, som lå over i en hængende fold. Næsen
var lav opstopper og drog munnen efter med to stramme smile-
bånd, så overlæben stod ut og viste en række gnavere der sloss
om plass; de blinket altid med i smilene. Alt hun sa, syntes at
ha en undermening av skøj og fanteri; det skjøt frem under låkene,
og det spilte i munntaugene. Stemmen var blid. Ellers en ferm
jænte, godt skapt, klok som pokker og med al sin lattermilde
kritik tilbakeholden i ord og lag, forsigtig. Men latteren lå altid
på lur efter en. Når han sa: Jeg er Edvard Kallem, den som
skal bo i Rendalens rum,“ svarte hun smilende: „Å!“ — som
visste hun alle hans hemmeligheder fra gut av. Nævnte han noget
om Rendalen, så hun ut som hun hadde et værelse fullt av løjer
om ham; men likevel — han fik ingenting vite.
Huset han nu bodde i, var en hjørnegård noget over for uni-
versitetet. Porten vændte ut til den gaten som også Kallems rum
vændte ut imot. De lå i annen etage og innenfor samme entrée
som værtfolkets, d. v. s. hans ene rum, det annet, sovekammerset,
var utenfor med fri ingang. Rendalen hadde hat et værelse til,
hjørneværelset længre inne. På døren til entréen satte Kallem sit
visitkort under en stor plate som der stod Søren Kule på; det
var værtens navn. Næste dag, søndag, gik han in for at hilse.
Der sat den blinde, lamme mann i en stor hjulstol. Den ulykke-
lige var ænnu ung, knapt over tredive, overmåde sværladen i alle
former, tung i ansigt og tale. Allerede hans: „Kom in!“ den gang
Kallem banket på, var tungfallent. Kallem sa hvem han var, den
andre sat urørlig og svarte langsomt: Jaså.....Ja, jeg er blind
.....og kan lite røre mig også.“ Det kom i nordlandsk tone,
stavelserne i en sværlemmet gang som Londonner bryggerhæster.
Ansigtet i sin fylle storladent skåret, grejt; der måtte være god
stamme i karen. Kallem var mediciner nok til på flækken at
skjønne hvad han sat der blind og lam av. En del stålstik, træ-
snit og fotografier fra Spanien utover væggene lot ham gjætte på,
at kanske var det der han hadde fåt i gave hvad hint galante folk
utdeler med stor gjæstfrihed.
„Værsgod, sit ned!“ lød det ændelig. Den rørlige side fik til-
skyndelse til liv, idet han så hen mot en dør til venstre: „Ragni!“
sa han. Ingen svarte, og ingen kom. Stillheden blev farvet grå
av hans røst, av hans likegyldige utseende og tunge ro. Kallem
sat der og så sig om. Jamen var der barneleker. Var det ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
