Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I ungdomen - II. Næste par ut!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
292 PÅ GUDS VEJE
lite av sig, var også en liten smule skjæv. Håret ikke kraftigt,
men hadde rødligt skjær i det lyse. Men hennes hudfarve! Skjær
hvit — ikke til at få øjnene løftet op ifra, når den engang var op-
daget; men det såes ikke straks, når ikke kjolens farve hjalp til,
og belysningen fallt klejn; hun bar intet smykke, ikke engang et
armbånd. Håndledene bebudet en lang, smal hånd, som han nok
hadde lyst til at se. „De ælsker altså musik over alt annet?“ —
„Ja,“ svarte hun, „det er jo det eneste jeg kan;“ hun så ned.
Han undredes hvad han skulde spørge om, så hun ikke følte det
som en skam. Men han kunde bare passe på sig selv; sat han
ikke der og blev forælsket! Desværre måtte han forlate henne
for at danse med og konversere andre. Straks han kom bort fra
henne, var det som han ikke fant henne igjæn; på avstand blev
hun likesom usynlig. Straks han for anstændighedens skyll kunde,
så var han hos henne igjæn. Hun hadde øjensynlig intet imot det;
hun var litt tillidsfullere, ja hun så på ham et par ganger og
smilte ham like in i øjnene! Ej, ej — mere æn Rendalen hadde
nådd! Hans forælskelse begynte av hennes forlegenhed og vokste
av hennes tillidsfullhed. Han spurte om han skulde få følge
damerne hjæm. Han måtte ha en større ret til det æn andre,
siden hun var hans værtinne. Det blev straks mottat; hun be-
tænkte sig ikke! Rigtignok sa hun at deres søskenbarn, han som
først hadde budt Kallem valg mellem en „nøttekjærne“ og en
„nyperose“, skulde følge dem; men de kunde jo følge begge—!
Javisst kunde de så!“ sa han muntert — og tænkte hemmelig at
„søskenbarnet“ skulde få „nøttekjærnen“.
En kram kvæll med tynnt snefall. Snestjærnerne dalte enkelt-
vis og betænksomt, som valgte hvær sit sted, og hadde hvær sit
ærend; ikke et vindpust blandet sig i det. De to damer møtte
vel inpakket med finsko på føtterne. Musikken og dansen i full
gang, da de samledes, latter av glad ungdom i gangene og trap-
perne; utenfor bjælleklang av slæder som kom for at hænte.
„Søskenbarnet“ kunde ikke ta avsted så tidlig, han var vært; men
han skaffet en stedfortræder, og denne tok sin dame under armen
og satte avsted nedover bakkerne i sprang; men da Kallem vilde
gjøre det samme med sin, blev hans unge værtinne forskrækket,
klamret sig fast og bad, mens hun måtte hoppe avsted, bad og
hoppet, at det skulde han la være; hun bar sig ad som kunde
hun ikke rigtig se. Han stanste og spurte om det var så. Nej;
men hun var så dødelig rædd for at falle. „De er nok i det hele
rædd av Dem, De?“ — „Ja, jeg er det,“ sa hun troskyldig. Hun
var nok søt, men i grunnen et stykke av en sippe. Så nu gik de
da en stund uten at tale; de to andre var ikke til at se. Pytt,
tænkte han, det er vel ikke værdt at være fornærmet heller, hun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
