Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I ungdomen - II. Næste par ut!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
kan vel ikke hjælpe det. „Klokken er ikke ett ænda,“ sa han.—
„Nej, men det yngste barn er ikke bra; piken sitter hos henne,
og hun skal tidlig op imorgen.“ Den nordlandske sang i hennes
røst førte ham ut til havet. „Jeg savner så det åpne havet nu
om vinteren,“ sa han; ,,her ligger isen. Det går vel alle Vest-
lændinger likeså?“ Hun svarte at i Berlin, især når hun hadde
spillet, kunde hun somme tider likesom høre havet. „Men er ikke
det rart at havet gjør bestandig frisk, når en er hos det, og tung-
sindig, når en tænker på det?“.....Der kom nogen kjørende
nedover og meget fort; de måtte av vejen, hun drog ham med
sig til det aller ytterste av vejkanten, mens det suste forbi, tre
slæder efter hværandre i størst mulig fart.
De blev gående og lye efter bjælleklangen, til den tapte sig,
atter fik sneflokerne den stillhed de behøvde for at lægges
mærke til.
„En skulde egentlig ikke tale, når der fallt sne,“ sa hun.
Nu væntet de to andre på dem, og samtalen førtes en stund
mellem „nøttekjærnen“ og herrerne, til der kom en bakke som
det første par tok i firsprang. Siden såes de gjænnem snesløret,
uten mere at høres. Men straks gaten var tættere bebygd, og
færdselen større, drog parrene sig sammen, og dermed var det
morsomme ved turen også forbi.
Bakefter vokste intrykket fast i naturbilledet; hun kom in i sne-
stjærnerne; hun blev det hviteste han hadde møtt, det fineste.
Hvad hun hadde sagt om havet og om snefallet, hadde den mu-
sikalske fantasi i sig; tilsist stod hele personen i myk ubestem-
melighed. Efter hvært som alle disse intryksperler steg op av
bunden i hans sjæl, kom hans sanser i yr forælskelse. Innenfor
i stuerne hadde han henne; hvær gang en dør åpnedes til gangen,
gav det gjænlyd i ham; og gik det let i gangen, var det henne;
han kjænte det næsten som over sig selv. I grunnen frygtet han
for at møte henne igjæn; da svandt det vel in igjæn; nu var bil-
ledet så vakkert. Og ganske rigtig, det gik så ... Én fem seks
dages tid derefter, han kom gående fra universitetet, møtte han
henne og hennes søster og to småbarn; der var mange på for-
tauget og i vejen for dem, så han kjænte dem ikke, før de stod
over for hværandre. Han hilste; „nøttekjærnen“ smilte og hilste
igjæn; men den andre blev rød og glæmte at hilse, nu så hun
alt annet æn begavet ut. Han stanste dem og takket for sist, og
gav sig til at tale med søsteren; den andre bøjde sig ned over
barnene — to søte piker, utklædde som dukker, den ene på tre
år, den andre på vel fire. Han bød selskapet in på forfriskninger;
efter en del usikkerhed blev det tat imot; men fruen så ikke mere
op, og derinne var det knapt han fik henne til at sætte sig. I sin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
