Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I ungdomen - II. Næste par ut!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
294 PÅ GUDS VEJE
unselighed holdt hun av bare uro på at klusse med Ungerne, så
de blev utålmodige. Han bød dem vin og kaker; men hun visste
ikke hvad hun vilde ha, til slut lot hun søsteren vælge. Hennes
ansigt var inrammet i en hue med sideklapper; den tok pannen
aldeles bort, ansigtet blev rundt og ingenting; figuren var omsluttet
av tøj, som altsammen var for stort (senere hørte han det var arv
efter hennes avdøde søster). Først da han selv gav sig av med
barnene, som han hadde sjældent lag til, fordi han var barne-
kjær, møttes de; det var ænda nede på gulvet, fordi den minste
hadde sølt sig til av en kake med fløteskum i, som fruen i sin
kejtethed hadde valgt til barnet. Der de tørket den lille med hvær
sit lommetørklæ, fløt fruen hen i ydmyg følelse av synd og takket
og takket. Den lille, som hadde griset sig så velsignet til, vilde
ha mer av samme sort og av ingen annen sort, og deri var natur-
ligvis Kallem — skjønt han visste barnet ikke hadde godt av for
meget — fullkommen enig; men han tok barnet i sit fang, fik en
serviet og passte på til siste bit var spist. Hun stod og lærte og
var ydmyg. Da vilde den lille ha nok en sådan kake, og også deri
var Kallem fullkommen enig. Den ældste, som tålmodig hadde set
på sin søster spise, våget sig nu til at be; han tok da henne op
på sit annet knæ og matet begge to. Under denne vigtige hand-
ling moret alle parter sig; nu turde ændog fruen le. Og som før
sagt, hun var „søt“, når hun lo. De voksne drak ænnu et glas
vin; hjæmover gik Kallem med den minste pike på armen. De
blev frygtelig gode venner, han og den minste; hennes stedmor
var modigere efter vinen og sa: „Er hun ikke søt, lille Juanita?“
Hun gav hånden op, som barnet slog sin vott i; fruen gik en
stund og holdt den fast.
Han bar den lille op trapperne og forsømte ikke at vise henne
sit værelse og at be begge komme og besøke ham næste for-
middag, som var søndag. Like efter middagen gik han hen og
kjøpte appelsiner, æpler, fikener og andre tørre frugter for at ha
når de kom.
„Er hun ikke søt, lille Juanita?“ — med litt av hennes nord-
landske tonefall i — satte han i musik og nynnet det, hvær gang
hun kom i hans tanker. Røsten, øjnene op på barnet, hånden ut
mot det, fulgte så med. „Er hun ikke søt, lille Juanita?“ blev en
livstrofe han også lærte Rendalen; de hilste hværandre med den
på gymnastikken om kvællene. — Men hos sig selv beholdt Edvard
Kallem at hun var blet unselig ved at møte ham igjæn — kanske
fordi det var lys dag. Han fortalte hvor pussig hun var i disse
for store klær, der så ut som sydd til en ung pike der vokser;
men han sa ikke et ord om at hun inne på konditoriet var blet
urolig, fordi han så på henne.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
