Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I ungdomen - II. Næste par ut!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
PÅ GUDS VEJE 305
sige så meget som: „denne vej, min pike!“ Og Ragni kom, og
tanten lot henne gli forbi sig in. Hun var ikke alene. Foran
væggen mot det rum hun nyss hadde forlatt, stod en sofa; fra
hjørnet av den rejste sig en høj, blond mann med et mildt åsyn;
det var Ole Tuft. Han var det som først var blet opmærksom
på hennes gråt og også hadde været utenfor deres dør. Ragni lot
sig gli ned på en stol mellem sofaen og døren.
Dagen efter lå hun. Men før Kallem gik ut, fik han en seddel
fra henne, deri hun sa at tanten hadde hørt henne gråte inne hos
ham, likeså kandidat Tuft; han hadde også været ved døren.
Ikke mer stod der; jo nederst nede, næsten usynligt, ordene:
„aldrig mere“.
Midt i forfærdelsen, som nu også kom til ham, fant Kallem
disse fattige ord „aldrig mere“ så veltalende at de fyllte hans øjne
med tårer, men også hans hjærte med mot. Nu måtte noget
gjøres! Tanten og Ole Tuft hadde hat henne i forhør! Han
hadde intet hørt, det måtte ha gåt stillt til eller ikke været i
næste rum. Stakkars, stakkars Ragni!
Han bevægedes av den største medlidenhed, av den største
harm, av frygt, hævnfølelse, grænseløs kjærlighed, skuffelse, raseri!
Han fik på sig og skyndte ut på gaten. Hvorhen? Jo, til
Ole Tuft; det fordømte hængehode, som blandet sig op i hans
saker! Var spion og angiver? Hvad fa’en vilde han? Hvad var
meningen? Var det „på Guds veje“, dette også? At ligge i nøk-
kelhullerne og lure ved dørene? Denne fyren hadde „på Guds
veje“ tat hans staute søster fra ham, skulde han nu også ta hans
kjærlighed fra ham? Hvorfor ikke komme til ham selv? Hvor-
for sige det til tanten?
Han kjænte den største lyst til at gå op og rundjule ham, slå
ham halvt ihjel. Ved Gud, det vilde være fortjent! Han vændte
virkelig for at gå derop; men da kom disse hans søsters store
øjne og så fast på ham. Ja, de gjorde det; han kunde vænde sig
som han vilde, de møtte, de dype øjne. Og så kjænte han hennes
kinn mot sit likesom hin siste kvæll. Ænden på det blev at han
gik forbi. — Men derved var han kommet i nærheden av sin for-
rige bolig, og han tænkte på Rendalen. Til ham vilde han gå op!
Ikke det grand vilde han dølge for ham; det var bare den største
lykke at få tale ut. Et stykke ifra porten så han nogen komme
ut der. Skulde det være—? Ole Tuft! Han selv, skurken! ...
Det kokte i Kallem; men Tuft tok en annen vej og så ikke
svogeren.
Kallem kjænte ikke Tuft som han nu var. Hadde han gjort det,
så hadde han forståt at for ham gallt det at redde to sjæle fra
Bjørnson: Samlede værker. III. 20
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
