Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I ungdomen - II. Næste par ut!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
306 PÅ GUDS VEJE
undergang. For disse dyrebare to sjæle levde han i søvnløs feber,
og kallte hjælp til; han unte sig ikke rist eller ro forinnen. Gå
selv til Kallem — ja, det hadde sin fare, det vilde sikkerlig også
være unyttigt. Her måtte andre skride in. Hadde Kallem anet
dette, så hadde han — i steden for at gå op til Rendalen — fulgt
efter Tuft hjæm og slåt ham, til han ikke kunde røre sig!
Men heldigvis ante han intet og ringte på hos Rendalen — fyllt
av hvad han vilde sige. Rendalen åpnet selv og det straks; han
stod nemlig færdig til at gå ut; han stod med hat på og sin ytter-
frak i hånden, klædd og pusset på det omhyggeligste. Ikke før
så han Kallem, så løftet han hodet som en hæst der ser en fiende.
„Er du der?“ ropte han. Kallem yderst forundret og rask in.
Rendalen lukket, ja låste, og slængte fra sig hat og ytterfrak.
„Jeg stod just færdig for at gå til dig!“ hvæste han; han var hvit
mellem fregnerne, de smale læber presset i hværandre, de grå små
øjne sprutet. Og nu knyttet han sine brede, korte hænder,
kjæmpens hænder, så de stod hvite. Hans opretstående røde hår
syntes at gi ild omkaps med øjnene, den forfærdelige personlige
magt i fyren gjorde Kallem urolig og rædd. „Hvad fa’n står på?“
Den andre svarte i største raseri, men likevel dæmpet: „Tuft har
været her og fortalt alt. —Ja, jeg ser du blir blek.“ Han kom
nærmere ænda: „Hun var det uskyldigste på jorden — din skurk!“
Hans røst dirret.
„Nej, hør nu!“ sa Kallem, han blev iskold. Den andre ejde
ingen sindighed og avbrøt: „Du mener jeg ikke har noget med
det? Alle mennesker har med sådant! Og vet du hvorfor jeg
flyttet? Tror du jeg har mindre magt over et menneske
æn du? Din fejge, fordømte skurk!“ Disse understrekte ord
brøt ut av det oprørte sinn som ville skrik, skjønt de sagdes æn
sagtere æn de foregående. Slikt raseri og slik forhånelse smitter.
„Å nej, vær ikke skinsyk, gut!“ ropte Kallem. Om en bøtte
med blod var kylt ut over ham, kunde Rendalen ikke blet rødere,
og ovenpå blev han hvit. Han prøvde forgjæves at snakke, og
da han ikke kunde, gik han like in på Kallem, øjnene in i hans,
så de rigtig brænte. Han fik bare sagt: „Jeg har den, den ...
den største lyst til at slå!“
„Kom an!“ og Kallem tok stilling. Ikke før var dette hånende
slynget ut, så suste Rendalens højre hånd. Kallem bøjde sig,
og stod uskadd, ærtende. Rendalen fløj på igjæn. Kallem atter
behændig til siden. „Er du gåt fra forstanden?“ ropte han meget
stærkt.
Akkurat som nogen tok Rendalen bakfra og holdt ham, stod han,
og efterhånden fallt avmagt over ham. Blek, stiv stirret han, intil
han som med opbud av al sin viljekraft kunde vænde sig, gå bort,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
