Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I ungdomen - II. Næste par ut!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hun forstod straks dette var valg mellem ham og alt annet —
og ingen betænkningstid. Og på det vant han. Først stod hun
der i stum hjælpeløshed —så la hun sig stille op til ham, og blev
værende der. Han kysste henne: „velkommen“, de holdt hvær-
andre tæt omsluttet og gråt. Piken så nogen komme utenfor vin-
duerne, rullet ned gardinerne, det blev halvmørke; inne i det
hørte de også henne gråte fra det annet rum. Deres omfavnelse
fløt ændelig over i hvisken, i førstningen avbrutt, senere fulgt av
dæmpet hulk, der holdt inne og kom igjæn likesom et sordin-
spill. Der blev hvisket om den dag han rejste efter for aldrig
mere at skilles fra henne; der blev hvisket om at han skulde
være henne en tro ven, at den fremtid de skulde få, nok var
værd offre nu, at brevene skulde være dagbøker, hans og hennes;
— korte, hastige ord om grænseløs kjærlighed, og alle var de
hans; sordin-hulkenen var hennes.
Skjønt den time de nu hadde sammen, var avskedstimen, var
det den første i hel uforstyrret hengivelse som de hadde oplevd.
Det nye heri skinte in i smærten, så den blev til soltåke omkring
dem. Hennes sagte hulken fløt snart over i hvisken; ved det
første hun sa, vilde han se på henne; men det måtte han ikke.
Dersom han vilde sitte stille og ikke se på henne, så skulde hun
sige ham noget. Han var den hvite pasha! Hun vilde ikke ut
med hvad hun mente med det, det blev for langt; men hun hadde
væntet på den hvite pasha fra hun var barn, d. v. s. like siden
hennes far døde; da var hun tolv år. Hun hadde det ondt, mest
ondt, da hun kom hjæm fra Berlin, og ikke ejde mot at spille
offentlig; men heller ikke derom vilde hun fortælle; det blev for
langt. Hele tiden drømte hun om den hvite pasha; — å, bare
han vilde komme! Hun var aldeles trygg på at han kom. Selv
da hun gik ned til „hvalerne“, visste hun han kom efter; han
fant nok frem. Engang trodde hun Rendalen var den hvite pasha;
men da det ikke var ham, måtte han også flytte, forat den rette
kunde komme. — Første kvællen møttes de inne i det stille sne-
fall. Hvorfor skulde de møtes der? Da hadde hun set på ham
og tænkt: mon han er den hvite pasha? Næste gang de møttes,
bar han lille Juanita, og da blev hun næsten viss på at det kunde
ingen annen falle på. Men så var alt gåt styrtende fort, og det
hele kommet ganske anderledes æn hun hadde tænkt. — Han
spurte — også hviskende — om hun vilde fortælle hvad som for
et års tid tilbake voldte at hun begav sig ned til „hvalerne“; hun
gøs, da han spurte. — Og ænda hun blev, gift, kunde hun vænte
på den hvite pasha? — Stærkere æn nogensinne. — Hadde hun
da ikke visst hvad ægteskap var? — Hun trykte sig tættere til
ham og tidde.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
