Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I mandomen - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
PÅ GUDS VEJE 323
II.
De to som hadde sluttet fred nedi vejen, gik videre arm i arm.
På hjørnet av vejen og Strandgaten stod murer Andersen
oppå stællingen, en svær kar med langt, brunt skjæg og sol-
briller for øjnene — hele mannen hvit av kalkingen. Han så den
lyse damen igjæn som hadde hjulpet hans gut, og da hun kom
arm i arm med brillekaren han hadde set gå opover, skjønte han
det måtte være den nye doktoren; præsten var jo hans svoger,
og fra ham kom de nu. Andersen stanste med arbejdet og hilste
på dem; Ragni stanste sin mann og sa noget, det kunde Ander-
sen se. Han hysset in på dem som banket, og spurte hvad fruen
sa. Hun vilde vite om gutten var fallt i søvn. Jo, såvidt; men
de vilde gjærne doktoren skulde se på ham, når han vågnet;
„for det er vel den nye doktoren?“ — „Jo, det var han.“ Folkene
inne i huset kom straks frem i vinduerne, likeså et par i næste
hus; en som gik forbi, stanste og så på dem, gik så videre og
fortalte det hele gaten nedover. Andersen nyttet lejligheden til at
nævne sine dårlige øjne; også dem skulde doktoren se på senere.
De fik tilskuere fra åpne vinduer og folk på gaten, da de gik
videre; mange hilste. De var unge mennesker; der skulde ikke
mere til, så glæmte de det som nylig var hændt, og hadde en
følelse av at her kunde de få det hyggeligt.
Blant dem som uvilkårlig hilste, var en helt ung mann med
altfor svært hår, et lyst, buet åsyn, smækker bygning, ret høj;
noget fint og forlegent over ham. Da de så på ham, rødmet han.
„Der har du sågu gjort en erobring,“ hvisket Kallem. Like efter
kom en underlig fyr imot dem, høj, lutende i en bindingstrøje og
fangskinn foran. Sort støvet hår, ansigtet uvasket, ændog sotet;
han bar noget værktøj i de smalfingrede hænder, de hang på usæd-
vanlig lange armer, der svang i en bue bak ham; hvis de hadde
gjort svingen samtidig, måtte de ha støtt sammen. Han bar ingen
hue, det snauklipte håret lot hele formen sees. Pannen hverken
bred eller høj, men ualmindelig fint dannet; kinnpartiet langagtigt
med fremtrædende knoker. Noget hånfullt ut av de iskolde, små
øjne og den sammenknepne munn. Næsen lav og liten, og haken
langagtig. „Nej, se på ham, du!“ hvisket Kallem. „Fy!“ svarte
hun. Nu strøk fyren dem forbi med forskende øjne. Kallem så
igjæn, og da de hadde passeret hværandre, drejde begge sig om.
En gammel kone kom ruslende. „Hvem er den mannen?“ spurte
Kallem. Hun så på Kallem og derfra på mannen. „Det er
Kristen Larssen.“ — „Er han finsmed?“ — „A for slag?“ —
„Finsmed!“ — „Å ja. Men han er nå urmaker også — og bøsse-
smed; ja, hå du vil.“ —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
