Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I mandomen - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Strandgaten var åpen mot sjøen og uten nogen stenvår. Der lå
ting i sjøen og råtnet som på landsbygden. Over hele byen noget
ufærdigt; et stort hus ved siden av et lite, så et stenhus, så et
træhus, og alle opført som i hast og av tarvelig ævne. Husene
lå ikke engang i samme linje, og gaten var bare tålelig. Folkene
de møtte, ænnu ikke byfolk, heller ikke landsfolk længer; gjæn-
nemgående „forsigtige og venlige“, som Kallem sa: — „middelsvare“.
Så stod de ved torvet, der vejen gik op til kirken; denne lå
frit oppe, høj og slank. Her var det de hadde møtt Josefine,
nætop som de vilde opover; for deroppe til højre for kirken,
frit i en park med have foran, lå deres hus; herfra kunde de
ikke se det.
Gaten kløvde sig like foran kirken og gik videre på begge
sider; ved vejen til højre skulde deres hjæm ligge. Da de kom
nærmere kirken, så de parken bak deres eget hus og inne i den
takene av det store sykehus. Ændelig — de gik langsomt og spænt
uten at sige et ord — ændelig den store have og deres hus i den!
Et træhus i Schweizerstil, noget for bredt, vinduerne store og nu
alle åpne. Veranda mot en sandstrødd plass, og trapper ned til
den. Blomsterhave nærmest denne åpne plass, længre ut kjøkken-
have, og til siderne og nederst mot byen frugthave, ret stor. De
to ejere så det på én gang. Her var det! I seks lange år hadde
de hvær på sin kant arbejdet for det, drømt det i mange former,
bare ikke i denne, lagt det mangesteds hen, bare ikke hit. Alle
de drømte billeder strøket ut av det som de nu så foran sig!
Begge vændte sig og tok mål av landskapets vidde og glans, der-
på smilende mot hværandre. Besynderligt, nætop i denne stund
ikke et menneske at se, ikke en lyd eller larm, som minte om
noget nær eller fjærn. De og deres hjæm! Den ene av dem så
hvad den andre så, den enes syn og følelse øktes av at vite den
andres med. Ragni løste sin arm ut av Kallems, gik over mot
gjærdet (det var av enerstaver), bøjde sig in mellem staverne for
at få tak i nogen græsstrå og en løvgren; med dette i hånden
kom hun tilbake, og fæstet det ved hans frak. Længre oppe så
han en flokk gjeteklokker, gik hen, stak hånden in efter dem og
kom med dem; hun tok hans og samlet flere; da de blev mange,
så det vakkert ut.
På siden av huset og bakover i gårdsrummet lå kasser, utpak-
kede møbler, halm, sagflis, matter. Ragnis store flygel var nætop
løftet ut, og benene skruet på; men ingen folk at se.
Et stort, fritbygd dueslag stod der. „Tænk om der nu kom
duer flyvende? Vi må holde duer!“ — „Nej tænk om nu en
hund kom løpende! — Vi må holde hund!“ — Der gik ingen
port in herfra; først fra vejen som skilte parken fra haven,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
