Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I mandomen - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
PÅ GUDS VEJE 333
Som de atter kom fra engen in i en liten strime skog, især
granskog, var det tredje gang hun så linnæa’en; da holdt hun det
ikke længer ut i vognen; de steg alle av.
Den hadde nætop begynt at åpne sine klokkeformede, lyserøde
blomster; dens kryddrede duft silret gjænnem skogen; Ragni kom
straks i hvisk og tisk med den; kunde hun nu bare få være
alene; — de hadde ikke set hværandre på seks år, eller, da det
var i foråret hun rejste, ikke på halvsyvende. Hun løftet nogen
av dem op til sig, og fik også øje på pyrola uniflora i vemodig
bøjning og ensomhed; Kallem hadde i det samme funnet maken;
hun spurte hvad den het på Norsk? Han spurte Kent om det
ikke var Hellig Olavs lysestake — spurte som en apoteker, og fik
svar fra et herbarium. Ragni søkte længre og længre bort fra
dem begge. Blomstens vellugt, da hun tok den op til sig, minte
henne om at søke dypere in; den var sendt frem for at dra henne
inover. Altså længre in, men også litt bakover — bort fra de andre.
Hun hørte dem prate; i skogen er jo så lydt; hun hørte et par
opskræmte småfugl. Men her likeved bare kviskret av hennes
egne steg i skogbunden. En eneste gjøkesyre fant hun i blomst,
en „attegløjme“. Den så forstemt ut gjænnem alle sine kløver-
lignende blad; — visste den at den hadde tapt sit følge?
Længre frem, sa alle; ja, ditin var det både linnæa’er og skogens
hellige lysestake og gjøkesyren drog henne; den siste stod så længe
igjæn bare for det. Og nu var Ragni der — hos skogstjærnerne i
stort familiemøte; de væntet alle på at få se henne; her var ikke
trådt fot iår. Ragni satte sig på knæ iblant dem og fortalte at hun
var kommet svært langvejs fra, ja fortalte som de uten ord; det
behøvdes ikke dem imellem. Nu hadde hun lukket op dør efter
dør for at komme in i Norge; aldrig så snart hadde hun åpnet
en, så var der en innenfor igjæn ... intil hun nu stod hos dem.
Hun skjønte straks hun så linnæa’en, at nu stod hun ved den siste.
Her var innerst inne. Alt dette store farlige utenfor like fra havet,
alt dette stærke og sinte, spraglete og travle, al denne herlighed
og skræk ... viste længre in; hitin må vi for at forstå at ikke
alt faller i tusen stykker. Det er dere herinne som holder styr.
„Vi har også væntet på dig. Her er den innerste hemmelighed.“
— „Å, la mig høre?“ — „Vær snill!“ — „Ja, det tror jeg er det
eneste jeg rigtig har anlæg for. Men når nu de andre ikke —?“
— „La de andre være hvad de vil; men du skal være snill.“
Nu forstod hun fordi hun var kommet helt in. Nu forstod hun
hvad som var stærkest. Skogstjærnerne.
„Ragni,“ ropte Kallem langt borte, det klang i skogen av hans
klare røst. ,Ja!“ Nogen av familien vilde med, hun løftet dem
op til sig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
