Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I mandomen - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
332 PÅ GUDS VEJE
mekanismen i det. Men der var slet ingen; det hele var Guds
nådegave; for Gud var intet umuligt.
Dette står i Mattæus, svarte Kristen Larssen; men i Dommernes
bok står at Herren var med Juda, men Juda kunde ikke fordrive
fienden fra dalen, fordi fienden hadde jærnvogner.
Den ærlige Søren Pedersen blev svært forskrækket over at
Jødernes gud ikke vant over jærnvogner. — I samme Mosebok,
fortsatte Kristen Larssen, står: „Du skal ikke slå ihjel“; men der
står også at Herren fortvæk befalte at slå ihjel. Så der er mot-
sigelser.
Dette var aldeles nyt for Søren Pedersen, og dog kunde han
Bibelen utenad. Han vilde vite hvordan dette hang sammen, og
i hvært gudeligt møte æsket han besked. Tilsist hadde han minst
hundre motsigelser at spørge om, der var ikke mere fred at få.
Den ene part lo sig fordærvet, den andre forargedes. Ændelig
blev han stængt ute fra møterne, både han og Åse. „Jeg vet ikke
om jeg tør fortælle Dem,“ sa doktor Kent, „at Deres svoger med
egne hænder har kastet ut både Søren Pedersen og hustru Åse
— ut av bedehuset! De hadde sat sig in før nogen annen, og
vilde ikke gå. Deres svoger er meget stærk; men Søren Pedersen
holdt sig fast, til præsten fallt på at ta Åse først, og da sletes
de om henne, som var hun et vedtræ.“ Kallems og Ragnis latter
var overgiven. Jeg har selv set et sammenstøt,“ sa doktor Kent.
„På skolen var overhøring ved præsten; jeg er med i skolekom-
missionen. Søren Pedersen og hustru Åse var tilstede, og alle
ante uråd. „Gud kan ikke lyve,“ sa præsten. Da rejste Søren
Pedersen sig: Der står at Herren gav en løgnagtig ånd in i
profeterne. — Atter måtte Søren Pedersen avsted.“
Det landskap som de drog frem i med disse snurrige historier,
var en højtliggende, vårlys slette, delt av større og mindre skog-
tejger — eller omvændt en skog, delt av dyrkede marker. Går-
dene velbygde, markerne frugtbare, vejen avvækslende gjænnem
skoger, over marker, i bakker og bøjninger over bækker. Sten-
røjser på de mest uvæntede steder, og stier og vejer på kryss og
tværs. Den som kom fra Amerikas prærier og Mellemeuropas
jævnhed, blev i godt humør over al denne uro. Samme tindrende
solskin som igår, samme kraftige duft av eng og skog — og for
en blomsterpragt og fuglesang; — der gol gjøken!
Det var kort før Sankthans og flora derefter; Ragni frydet sig
over dens rigdom. Av alle fag var botanik hennes kjæreste, og
motsætningen mellem den flora hun hadde studeret, og denne her
optok henne levende. Hun spurte om det var mange steder i
Norge berberissen og akkelejen vokste villt. Dr. Kent mente at de
måtte være inført langt tilbake, kanske av munkene ved klostret
dernede.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
