Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I mandomen - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
336 PÅ GUDS VEJE
For en flora! Se der! Den aller dejligste Veronica; au, kronen
fallt av; men der er en ny; den holder. Hun fik siden høre at
her heter den skjøre blomst også „mannstro“.
Atter in på tunet; hun så gjænnem vinduerne i kårstuen Kallem
ligge med øret in til brystet av den gamle syke. Snart kom
doktor Kent ut og med ham konen; han skrek, men hun hørte
næsten ikke. Kallem stod så høj der i døren, og nu kom han
mot henne. Hvor hun ælsket ham!
Om eftermiddagen sat de sammen i doktorens arbejdsrum mot
sydost; på bøkerne nær var det nu som det skulde være. Søren
Pedersen kom in fra gangen gjænnem spisestuen, fulgt av hustru
Åse, han polisk, og hun forskræmt; præsten og frue kom just
in porten!
Kallem så at Ragni blev blek. I de andres nærvær lot han det
bli med at sige friskt: „Kom så!“— gik in i storstuen, derfra
videre ut i gangen imot dem.
Møtet var stivt. Pastoren bad unskylle tiden; for ham var dette
den belejligste, han kom fra aftensangen. De vilde egentlig bare
spørge om svogeren og frue vilde være med hjæm og spise til
kvælls? Om søndagen er en præst i almindelighed ikke sin egen
herre før om kvællen. — Stemmen hadde litt av det højtidelige fra
prækenen, og åsyn og væsen gjænskin fra kirken. Josefine stod
og så sig om, noget som også præsten snart gik over til.
Han fant det „koseligt“ her, flygelet „et prægtigt stykke“. Mens
de så på det, sa Josefine sine første ord, vændt til Ragni, meget
raskt: „De spiller jo så vakkert?“ — „Å—“. —„Kan De ikke
spille litt for os?“ Præsten la til: „Gjør det!“
Ragni så på sin mann — som en der drukner, ser efter hjælp.
„Ragni må være i stemning for at kunne spille,“ sa han. „Hun
er naturligvis træt,“ unskyllte præsten; de satte sig, præsten og
Kallem like overfor hværandre, Josefine til siden; Ragni satte
sig ikke.
„Naturligvis må I begge være trætte,“ blev præsten ved; „I har
jo rejst så længe og nu ordnet dere her; jeg hørte av doktor
Kent at I næsten var færdige?“ —Jo, de var det; men de hadde
også hat udmærket hjælp i Søren Pedersen og hustru Åse. Ragni
blev rædd disse ænnu skulde være i spisestuen, og skyndte sig
ditin; nej, de var borte; de var heller ikke inne i doktorens rum.
Præstens ansigt hadde fåt et eget faderligt uttryk. „Søren Pe-
dersen og hustru måtte vi bruke, fordi de vi ellers bruker, ikke
var til at få. Men det er ikke slike man burde gi arbejde.“ —
„Så?“ — „Flinke nok; men de drikker op alt de fortjener, og blir
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
