Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I mandomen - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
PÅ GUDS VEJE 337
borte fra arbejdet hele dager, således også her. De vækker stor
forargelse i menigheden.“ — „Det var som pokker.“ Ragni strøk
like forbi Kallem med hånden over hans hode, hun skulde nok
hænte noget på flygelet. Præsten lot sig ikke skræmme av dok-
torens letsindige tone. „Vi har fristet at gjøre hvad vi kunde for
dem begge — ja, hun drikker nemlig like meget som han. I
skulde forundre dere om I hørte hvor snille folk har været med
dem. Alt forgjæves, og værre æn forgjæves. —Ja, jeg skal ikke
komme dypere in på den historie;“ han så på sin hustru, som
sat der i sin tætsluttende kjole, stærk og uigjænnemtrængelig, et
eneste stykke uten skade fra isse til fot. Øjnene med det vel in-
øvde lag til at se uten at se bestemt. Kallem skulde helst ha
sprunget op og skreket til henne. Men Ragni stod længre tilbake,
uset av de andre, men midt imot ham.
„Det er da kjedeligt,“ sa han, „at gamle doktoren har bygd et
hus op like ved sykehuset. At ha fremmede folk så nær in på
sig?“ — „Ja, han bygde det for sin svoger, gamlingen. Og nu er
han også død.“ — „Jeg hører det; hadde jeg råd til at lægge ænnu
flere penger i hus, så kjøpte jeg det, skjønt jeg ikke har bruk
for det.“ Josefine vændte litt på sig, utvilsomt for at se om Ragni
stod der. „Jeg tror ikke det er tilfals,“ sa hun; „jeg kjænner
arvingerne.“ Der blev en stund stillt.
Præsten tok op et nyt æmne; samme formiddag hadde han
læst i „Morgenbladet“ om den usikkerhed der var i Amerika i
alle forhold. Han talte som den der kjænte til det, og altid hen-
vændt til sin hustru; så han på en annen — som nu til Ragni,
der jo kom fra Amerika —, var det forbigående; hustruen vændte
han tilbake til.
Præsten Tuft var en statelig, vakker kar, siden en viss førlighed
hadde fyllt ansigtets knokete undergrunn, røsten var frisk, og
Melanchtonøjnene strålte virkelig in i det som blev sagt. Hans
ord og væsen var nærmest overtalende; men en følte magt bak
mildheden.
Rent uvæntet gjør hustruen en opadgående bevægelse med
hodet. „Ja, det er naturligvis på tide at gå!“ sa han og rejste
sig; „Jeg glæmmer mig bort. — Nå — I følger med?“ Josefine
rejste sig, likeså Kallem. Men denne hadde også en kone som
gav øjekast, grå og meget myke. „Takk, vi er trætte. Vi skal
ha det til gode.“
Og dermed fulgtes de andre ut. Kallem gik til vinduet og så
efter dem, der de høje og stærke drog avsted. Snart hadde de
kirken til bakgrunn; alle som gik forbi dem, hilste ærbødig. Han
stod ænnu, efter at de ikke mere såes, slentret et par ganger
over gulvet; så gjorde han et rundkast. „Å, hænt mig Søren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
