Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I mandomen - VIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
PÅ GUDS VEJE 369
ligere. Hun agtet at føre sit liv som hun selv lystet, han fik
gjøre det samme.
For ham var det kampen fra hans ungdom, like fra den
tid han for hennes skyll opgav missjonen, og altid med samme
utgang: han fallt for sin forælskelse. Ikke fordi hun lokket ham;
nej, det motsatte! Når hun stundom blev træt av ham som av
alt — for der gik stærke ilinger i henne —, da syntes hun ham
fagrest, attråværdigst, som sagakvinnerne. Da kunde han ikke
motstå.
Men den store opgave som Gud gav ham foran sin vens syke-
seng, den synte ham hvad han i sit liv hadde forsømt; her kom
eftergivelsens frugt!
Da han hadde nådd så langt i sin selvprøve, at han kunde tale
til sin hustru, gik nætop hun og tidde over sin egen kamp. Efter
slaget hun fik, hadde hun straks på det rene hvad som nu var
retfærdigt — at hævne sig kallte hun altid så —, men også snart,
at hennes egne ugreje forhold hadde broren gjænnemskuet. Fra
hun danste med ham, visste hun at ingen skjønte henne som han;
fra siste møte visste hun at hennes befatning med trossaker for-
agtet han. Og det hadde han ret til. Aldrig hadde hun gjort op,
altid nøjd sig med at hennes manns tro og gjærning fik agtelse,
og at hun selv fik være i fred. Således kunde det ikke længer
stå hen; sin brors foragt tålte hun ikke.
I præstens hus var andagt morgen og kvæll; da kom bestemor
bestandig in, efter henne pikerne og straks præsten. Til morgen-
andagten møtte ikke altid Josefine, og aftenandagten sløjfedes, hvis
der var gjæster. Præsten inledet eller avsluttet med en bøn for
lejligheden. I denne tid blev disse bønner både lange og intræn-
gende — og Josefine blev borte.
De højtidelige opgjør var hennes pest, de offentlige æn mer
æn de private. De siste plejde at komme henimot sengetid, når
gutten sov, og husandagten var ændt; skjønte hun det på forhånd,
gik hun til sengs; og da kom han ikke altid efter; grunnen der-
oppe var slibrig. Men i kvæll kom han. Hun hadde hørt det på
fotlaget nedenunder i kontoret, og hun hørte ham i trappen. Hun
låste ikke av, og lot den store lampe brænne. Men da han tok i
døren, sa hun: „Du må ikke komme in.“ — „Jo.“ — „Ikke så
længe jeg klær av mig.“ — „Jeg skal vænte.“ — Han gik ned
igjæn, og hun gjorde sig langsomt færdig.
Kammerset vændte ut mot haven over kontoret; til højre gjænnem
en portiere hennes toiletrum over gjæstekammerset; til venstre en
dør til klæskammerset. Ved siden av dette trappen op fra gangen
ved kontoret. I den hørte hun ham nu komme fast for annen
gang; da lå hun. Ingangsdøren var på midten like mot vinduerne,
Bjørnson: Samlede værker, III, 24
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
