Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I mandomen - IX - X
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
380 PÅ GUDS VEJE
Nej, Edvard!“ —„Men jeg kan ingenting mere gjøre, hvis du blir
ulykkelig,“ han kysste henne. Hun svarte ikke. — „Hvad tænker
du på?“ — Jo, det tror jeg nok du kan.“ — „Hvad kan jeg?“ —
„Arbejde og bli lykkelig uten mig,“ svarte hun og brast i gråt.
Han holdt henne in til sig og væntet på henne; hun måtte føle
hun hadde gjort ham ondt. „Egentlig passer ikke jeg for dig.“ —
„Men Ragni!“ — „Ja, som din gode kammerat, den beste du har
i værden; gid jeg kunde få lov til at være det længe!“.....
Hun trykte sig tæt in til ham, som vilde hun forsegle ham til
taushed.
Den næste dag var tåke. Skjønt Ragni hadde sovet godt og
uten drømme, var hun tung i hodet og gik omkring og så på alt
i det kolde lys fra igår; ingen glans længer over noget. Først
vilde hun ikke gå ut i kjøkkenet; hun inbildte sig, at derfra kunde
hun se det hus som Kule bodde i. Ændelig fik hun tvil om det
og våget ut; — hun kunde ikke se det. Så turde hun ikke gjøre
sin morgenrunde i haven; han kunde jo komme kjørende forbi.
Ændelig satte hun sig til flygelet — men rejste sig fra det uten at
spille. Så skrev hun et brev til Karl; hun skyllte ham et som svar
på to, og noget måtte hun ta sig til. Skrev ut av sin stemning,
at ondskap i al slags form, som løgn, forræderi, underfundighed,
magtsyk forfølgelse, list, bedrag var dødskulde. Den var det
vi sloss mot; livet var varmen. Somme mennesker var mere ut-
sat for at forkjøles æn andre, akkurat som nogen lå for tuber-
kulose, andre ikke, og hun var visst en av disse ulykkelige. Man
hadde pustet koldt på henne fra hun var barn, og tilsist blev
denne kolde strøm stærkere æn hun hadde varme til at stå mot
med; hele spørsmålet var dette.
Brevet blev ikke langt; ti ved at tænke på sin barndom, og
hvad hun også senere gik igjænnem like til giftermålet med Kule,
fik hun lyst til at skrive det op og engang ved lejlighed lægge
det i Kallems trofaste minne. Fortælle det mundtlig kunde hun
ikke; men skrive det ned? Jo, nu kunde hun det. En ubestemt
frygt drev henne også, og samme dag begynte hun.
Hun opbød al sin kraft for at være jævn og fattet, da Kallem
kom hjæm. Han så forskende på henne, men var selv i den
største spænning for noget helt nyt og annet. Han skulde foreta
en operation som begge de andre læger og en tredje, der var til-
kallt langvejsfra, hadde sine tvil om.
En av de mest ansete mænn på de kanter, oberst Bajer, led
i en måneds tid av mavehindebetændelse med tegn til septi-
chæmi. Den militære læge, doktor Arentz, var hans huslæge og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
