Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I mandomen - X
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
behandlet ham på vanlig vis med vandomslag og opium. Men
sygdommen blev betænkelig, og Arentz vilde at Kallem skulde
tas med på råd. Fruen motsatte sig— ikke nætop fordi hun
var en ivrig kristen, men fordi hun følte uhygge ved Kallem.
Hun var et godt, varmt menneske, men hysterisk, og slike tar
gjærne stærkt parti for og imot. Præsten Tuft hadde engang
frælst henne; hun var syk av svækkelse, intet hjalp, før han kom
og rejste hennes vilje i troen — et faktum ingen bestred; siden
sværmet hun for ham.
Nabobygdens læge og doktor Kent blev hæntet; men begge var
ærlige nok til at sige at her kunde intet gjøres, obersten var langt
inni døden, og operation umulig.
Nu blev kjærligheden til ægtefællen større æn al motvilje; hun
lot spænne for og rejste selv efter Kallem, som straks og ube-
tinget vilde foreta operation. Uten at la sig stanse av deres
invænning åpnet han bukhulen og fant våg (pus) og åpnet tyk-
tarmen.
Især fordi de andre rådet fra, la begivenheden beslag på al hans
karakterstyrke. Obersten holdtes for en hædersmann, i by og bygd
fulgte de med, og fruens tilstand var slik, at døde mannen, blev
hun gal. Fra at nære uvilje til Kallem slog hun om til den mest
ubegrænsede tillid; hans nærhed syntes at ha magnetiseret henne.
Alt dette holdt Kallem i svær bekymring.
Ragni fik annet at tænke på æn sig selv, da hun så hvad an-
svar og vånde han gik i like før operationen, og ænda værre
dagene efter. Når slikt kom på, holdt hun alt smått borte fra
ham med Sjælden kunst, styrket og glædet ham, levde udeluk-
kende for ham. At få være noget for en slik mann gav
„varme“ nok!
Obersten kom sig, Kallem gik omkring i perlehumør, Ragni spilte
igjæn, tok sit øvrige arbejde op, ja våget sig ut i haven og lot
øjnene gå hen til huset deroppe! Hun hørte vognen rulle forbi
uten at skjælve mere æn bittelite gran; hun blev tiltalt av Nord-
landsjænten, som gik med kurv til torvet — og skjønt hun kjænte
det som at bli stukket av en orm, døde hun ikke. Hun kunde
ændog en dag snakke med henne — ja, hun kunde vænte henne
hvær morgen komme igjæn uten at rømme. Det skedde ikke
av mot, å langtfra; men det skedde, og hun befant sig vel
ved det.
Vejret slog om til det aller kvasseste; bladene føk i norden-
vinden, marken frøs, hvær morgen rimlagt, ovnene trak, så det
duret, de kappedes med vognrammelen utenfor over hul grunn.
Hvær dag spørsmål om at sætte in dobbeltvinduer og lukke altan-
dørene, hvær dag utsættelse. Kanske kom ænnu vakkre dager.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
