Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I mandomen - X
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
PÅ GUDS VEJE 383
— Da Kallem kl. 8 kom hjæm, stod aftensbordet dækket i spise-
stuen; i kontoret var tændt og varmt, men begge rum tomme, i
stuen mørkt. Sigrid kom in med teen og fortalte at fruen lå. —
Lå? Var hun dårlig? — „Hun var nok mest træt, tror jeg.“
Kallem straks op. Det var mørkt; men i måneskinnet så han
en hvit natkjolearm strække ut mot sig. „Unskyll mig,“ sa hun;
„men jeg følte mig så træt, og så var der et brev fra min søster
som gjorde mig trist.— Nej, tænd ikke lys! Det er så dejligt så-
dan.“ — Hvor det lugtet friskt og sundt av ham, hans røst klang
av kraft, da han svarte: „Din søster?“ — „Ja, hun vantrives der-
oppe.“ — „Æn om vi fik henne ned?“ — Jeg vilde just be dig
om det. Du er god!“ og hun gråt. — „Men, kjære, hvorfor gråter
du? Jeg forsikkrer dig, den eneste grunn til at jeg ikke har sagt
det før, var at du så gjærne vilde vi skulde være alene.“ — „Ja,
det er også så dejligt. Men om nu en av os skulde bli syk?“ —
„Passiar! Ingen av os skal bli syk. Nu er du jo blet dygtig. —
Du er litt varm over pannen. La mig få pulsen! — Nå, det er
bare hvile du trænger. Det var rigtigt du gik til sengs. Jeg går
ned og spiser, jeg er skrubbsulten; så lar jeg dig ha ro. Du fik
brev fra Karl?“ — „Ja, det ligger på pulten.“ — „Godt, det læser
jeg, mens jeg spiser. Siden har jeg meget at gjøre. Godnat da!“
— Han kysste henne, hun slog begge armer om hans hode, drog
ham tættere til sig, kysste ham. „Du dejlige menneske!“
Han gik; hun hørte hans raske steg i trapperne og in mot stue-
døren, hørte ham åpne og lukke dernede.
Atter hin smærte i brystet som hans komme hadde løftet av,
hans fotslag kyset. Noget tungt, forfærdeligt, hun skulde aldrig
mere bli det kvit, og så frøs hun. Kulden, kulden, kulden — nu
hadde den nådd in til det innerste. Nu skjønte hun isnende
hvorfor „hvalen“ hadde kommet og væltet sig in i det lille hus
ved siden av og vilde ikke mere ut. Nu skjønte hun hvorfor de
andre hadde tillatt det.
„Nej, nej, hvorledes er det gåt til, hvad har jeg gjort?“ klaget
hun og gjæmte sig for sig selv. Som en hvisken i en havbræn-
ning nævnte Karis kjærlighedsord sig. Stakkars gut! Hun lå her
i mørke for ikke at sees og for at få tænke. Hvad skulde hun
gjøre? Det siste ark hadde hun tat ifra, skulde hun vise Kallem
det.....?
Da Kallem noget over tolv kom op for at lægge sig, var hun
sovnet fra alle sine sørgelige overlægninger. Han tændte lyset
bak henne, så in i hennes ansigt og lydde til hennes åndedrag.
Hun sov med åpen munn, uskyldig.
Næste formiddag gik hun frem og tilbake utenfor husets søndre
vægg, like forfærdet, like uviss. Det hadde snedd og var halvvejs
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
