Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I mandomen - X
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
PÅ GUDS VEJE 387
selv været med at søke huset rundt; og Aune er den mest rædde
av alle.“ — En pike som hadde et sykt barn — Kallem kjænte
henne, han var hennes læge — hadde en nat hun var ute, set
Kristen Larssen stryke avsted langs husvæggen! Siden hadde
flere set det. „Ingen tvilte,“ sa han. Hvad mente så doktoren
om det, at fru Bajer, Oberstens hustru, en dag kom in i sadel-
makerbutikken for at sige dem at hun hadde drømt Kristen Lars-
sen sitte i en lang stue blant mange store og lærde mænn, som
alle skulde lære sig at stave? Hun følte sig drevet til at fortælle
Søren Pedersen det som Kristen Larssen hadde forledet. „Og
tænk Dem, hr. doktor, at den nat hadde både Åse og jeg drømt
at Oberstinnen kom i butikken!“
„Jeg skal fortælle Dem noget likeså mærkeligt, Søren Pedersen.
Den første dag min hustru og jeg var her i byen, traf vi murer
Andersen, Karl Meek, Kristen Larssen, Sigrid, Dem og Deres
hustru i løpet av et kvarter!“ Søren Pedersen rullet sine kule-
øjne uten fatning; der var da intet besynderligt i det! — „Nej;
for de hundre andre vi traf, la vi ikke mærke til. Akkurat som
De, Søren Pedersen, ikke lægger mærke til de hundre som De
og Åse drømmer om, uten at De dagen efter ser dem i
butikken.“
Dette overbeviste ikke Søren Pedersen.
Der var overtro i luften. Den ene rev den andre med; snart
talte hele byen ikke om annet, og især efter at præsten blandet
sig op i det. Siden i vår hadde han levd alene med sin mor —
hans hustru og søn var borte og kom først nylig tilbake —; i al
denne tid hadde hans forkynnelse vokset i strænghed, i den siste
tid med et lidenskabeligt præg, der bebudet uvejr. Nu forkynte
han i bedehuset, at den troende visste at ånder hadde liv og
gjærning blant os, og at mange efter døden måtte vandre de
hvileløses vejer; dette var vidnefaste ting som gjæntok sig til
advarsel i hvær slægt.
Da Kallem hørte herom, gjorde han alvor av en tanke han
længe hadde hat, nemlig at ta Aune i sin magt. Aune vilde nødig
til, og var en opfinsom sjæl, som snodde sig unda; han ejde en
stor overtalelsesævne, så han også narret Kallem; men nu skulde
han! Hustruen var aldeles enig, og en søndag formiddag i hennes
nærvær inne på sykehusets kontor tok Kallem ham i sin magt
— først for brænnevinets skyll, men også for at få rede i spøke-
riet, som naturligvis ingen annen æn denne tusenskjælm hadde
sat i gang! Det var således. Nu møtte den vanskelighed, at blev
dette kjænt, var Aune ødelagt; hustruen inså det straks og bad
for ham. Derfor var her intet annet at gjøre æn at forby ham
det — og at tie.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
