Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I mandomen - X
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Dette hindret naturligvis ikke Kallem i på sin formiddagsrunde
at fortælle Kent, der ikke trodde mer på spøkeri æn han selv,
at nu kjænte han til hvem som hadde sat i gang hele opstyret
med Kristen Larssens gjænfærd; navn kunde ikke nævnes; men
det hele var en tilstelling. Da doktor Kent traf Josefine hos en
syk og visste at intet var henne kjærkomnere æn nyt fra hennes
bror, gjængav han Kallems ord. Ved middagsbordet fortalte lille
Edvard, som hvær dag holdt på med disse spøkelseshistorier, at
nu hadde Kristen Larssen også synt sig for to gutter, den ene søn
til Aune, den andre lægprædikantens! Edvard bruste av iver.
Kort og bestemt oplyste moren ham om at dette var et bedrag;
en av byens læger visste hvem bedraget skrev sig fra; der var
ingen Kristen Larssen som gik igjæn.
Da gutten var gåt fra bordet, sa præsten at han fant hennes
opførsel hensynsløs. „Hvad hensynsløst?“ — „Jo, at du siger dette
til gutten; du hørte jo, at han straks skjøt sig inunder at jeg
trodde på gjænfærd!“ Præstens tone var ikke overlegen, ikke
engang bebrejdende, og hun fant han hadde ret; derfor svarte
hun ikke. Men det drog efter, og om en stund stod hun på
kontoret.
„Jeg har tænkt over det du sa.“ — Han lå i sofaen og røkte,
rejste sig nu for at gi plass; han likte at hun kom in. Men hun
blev stående. „Skal da det, at du har sagt en ting, stå for gutten
som sant, også når det ikke er sant?“ — „Nej; men så kunde du
vel overlate til mig selv at rette det.“ — „Er det sagt at du vil?“
— „Hvad mener du med det?“ — „Jo, jeg mener, at du blir ved
at lære ham mange ting som du umulig selv kan tro på.“ —
„Hvad er dette for noget?“ Han blev rød; ti han forstod at her
begynte et opgjør. Jeg har ofte i den senere tid tænkt at tale til
dig om det,“ sa hun, „og nu kan det jo ske. Du tror ikke at
værden er skapt i seks dager sådan for en seks tusen år siden,
eller at sagnene om de første mennesker og patriarkerne er annet
æn sagn? Likeså alt om paradiset. Jorden og menneskene kan
ikke ha begynt med at være fullkomne. Men dette lærer du
barnene, og i denne siste tid også Edvard.“ —
Han gik nu op og ned på gulvet, hun stod mellem dørene til
stuen og gangen. Hvær gang han kom nærmere mot henne, så
han stærkt, ja mægtig på henne; sådan ser ikke ond samvittighed
ut, det følte hun. Og for at vise henne i hvad ånd her burde
forhandles, stanste han og sa rolig: „Skal vi sætte os, Josefine?“
— „Nej,“ svarte hun; Jeg kom bare til straks at rejse mig igjæn.“
„Det du kaller sagn“, sa han, „har den evige sanhed i sig, at
Gud har skapt alt og alle, og at synden er frafall fra ham.“ —
„Hvorfor ikke lære dem det således og ikke i usanne billeder?“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
