Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I mandomen - X
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
PA GUDS VEJE 397
da han kom; men hun lå i sved, og så matt, så overgit, at hun
sikkerlig var ved at dåne. Det hun hadde fåt op, var grønagtigt,
adskillig blodblandet — han kjænte det. Han forklarte sig at han
var blet for længe borte, hennes spænning var vokset, hun var
blet het, hadde blottet sig også ... Hun lå med gjænlukte øjne,
og han hjalp henne til at få sove. Efter dette forlot hun ikke
mere rummet.
Han gik like ned fra henne til skrivebordet og fortalte doktor
Meek hvad som var hændt, og uten at inlate sig på noget, sa
han: „Er Karl kommet, så ser vi ham vel snart. Jeg kjænner
nu alt.“
Han var ute efter en våkekone og, straks han kom igjæn, atter
oppe hos henne; hun hadde det lettere og sov, og da hun ænde-
lig vågnet, var han den hennes øjne møtte. Han hjalp henne,
gav henne drikke, kjærtegnet henne, og spørsmålene i hennes
øjne svarte han på med at kysse hennes magre hånd, mens det
bævet om hans munn, og tårerne dugget brillerne.
Men de talte om helt andre ting — om at hennes søster ikke
kunde komme, om at han selv hadde hæntet Sissel Aune for at
våke hos Ragni; hun var den beste til det som han kjænte, og
hun var dem hengiven. Ragni nikket sit samtykke. De blev ved
at se på hværandre, som de gjør der ikke mere kan bli mætte.
Og begge tænkte på hvad nu begge visste — årsaken til, at hun
nu lå der. „Stakkars Karl!“ hvisket hun. „Stakkars Karl,“
svarte han.
Han måtte rejse sig, lot som der var noget han hadde glæmt
dernede; der var jo altid et påskudd.
Hadde han ænda kunnet få tale med henne! Men han turde
ikke — og han fik heller ikke stunder til at være alene med sig
selv. Han fik såvidt gjort visitter på sykehuset og tat mot en del
besøk; alt annet frasa han sig for at sitte hos henne.
Som han syntes det var grusomt at han hadde git folket sin
formue og sit arbejde, og de svarte ham med at myrde hans
livslykke! Hvad er det for mål folk har at måle med, når de
ikke bare ved at se henne kan fatte at hun er den fineste,
reneste lille person iblant dem — dette uforklarlige blev han
aldrig kvit; deres blindhed var ham for oprørende. Fra dem
han kjænte, sluttet han til de fleste; — et jævnt middelsfolk,
hyggeligt til daglig, ingen ut over grænserne, forstår sig; alle var
de kirkefolk, mange bedehusets også, pastor Tufts livvakt. Av de
siste hadde han truffet flere, også skikkelige, forsigtige mennesker.
Likevel så ansvarsløse i sin dom, så kjærlighedsfullt grusomme
— lutter fejlfri mordere.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
