Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I mandomen - X
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
398 PÅ GUDS VEJE
Ikke én at gå til og ta i strupen: „du er det; du skal stå mig
til regnskap!“ alle og ingen. Blide medvidere, ælskelige med-
skyldige. En var der som skilte sig ut fra de andre —Josefine.
Josefine hadde ikke funnet det op; det lå ikke for henne. Men
vel at tro hvad som var funnet op, når det gallt en hun hadde
mot. Med iskold taushed lot hun så de andres onde tro være
hvad den var — eller vokse. Som hans hjærte nu fylltes av harm
mot henne! Skjønt hun utvilsomt ikke var ophavsmannen — han
måtte altid gjænta det, hun hadde næppe tat bagvaskelsen på sine
læber, hun var for fornem til det —, Josefine hadde det største
ansvar for dette mord! Han var overtydet om, at så lite kristen
hun var i sig selv — den kristelige dogmesyke hadde også i henne
følt sig fornærmet over det lille menneskes vantro, over at en så
fejlfull person våget at komme og forkaste deres tro. Derav den
overvættes „retfærdighed“ som dræpte så sikkert og velmenende.
Men såvidt var han i slægt med henne, at de dypeste ilinger
av hævnlyst også drog gjænnem ham. Også han kallte dem uret-
færdighed“; og han hadde ingen anelse om at han løj. Ikke når
han sat hos Ragni, følte han slikt; bare ved sit nærvær gjorde
hun ham god. Der blev han, når disse tanker kom på, frygtelig
bevæget, krammet hennes hånd, strøk henne over pannen, så i
hennes øjne, hjalp henne — til han måtte gå; ellers hadde han
knælt ned og rent git sig over.
Den staute Sissel Aune sat der nu; hennes mørke øjne våket
med forstandig ro og vændte sig stundom fulle av deltagelse mot
ham. I henne hadde han nærværende alle dem han hadde været
noget for, og som vilde ha hjulpet, om de nu kunde. Åse og Søren
Pedersen kom listende til kjøkkenet hvær morgen for at vite
hvordan det gik, og eftersom tidenden spredte sig, flere og flere,
alle stille og deltagende. Sigrid kunde selv så vanskelig gå op til
fruen for gråtens skyll. Men kom likevel, når slikt hændte —
som f. e. at oberstinne Bajer stak in en vakker potteblomst hun
hadde ælsket op gjænnem vinteren, og som hun holdt under
kåpen i den strænge kulden; den måtte sættes op til fruen og
stå, så hun fik se den. En pike der hadde fåt et barn som
Kallem hadde frælst under en hård sygdom (den samme pike
som så Kristen Larssens gjænfærd!) hun ejde også en blomst, en
eneste en, og da hun hørte om oberstinnens gave, kom hun med
sin. Potten den stod i, var svært simpel, men likevel. — Uten
slikt hadde Kallem ikke holdt det ut.
En dag han hadde været i sykehuset, fordi noget stod på, og i
tanker kom tilbake i gangen, så han fremmed rejsetøj hænge der.
Før han selv tok av sig, åpnet han stuedøren; der stod henne
ved vinduet mot verandaen Otto og Karl Meek. Karl vændte sig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
